En række skjulte optagelser viser, at Danmarks største forsikringsselskab, Tryg, kønsdiskriminerer sine kvindelige kunder.
Det vurderer eksperter, der både har lyttet til optagelserne og læst mailkorrespondancer med Trygs kundeservice, som DR er i besiddelse af.
Medarbejdere i forsikringsselskabet afviser, at Tryg dækker fødselsskader, og det er i strid med loven, siger Nikolaj Nielsen, som er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.
- Det er et brud på forsikringsligebehandlingsloven, som klart siger, at man ikke må stille kvinder ringere på grund af graviditet og fødsel, siger han.
Samtidig sker afvisningerne af hjælp til gravide direkte i strid med tidligere løfter fra Tryg om at rette ind på netop det område.
Kirsten Ketscher, som er juraprofessor emerita ved Københavns Universitet, deler Nikolaj Nielsens vurdering.
- Det er kønsdiskrimination. Det er forkert, når de svarer, at de ikke dækker fødselsskader, for det skal de dække, siger hun.
Medarbejder: Ulykkesforsikring dækker ikke
I årevis er tusinder af kvinder blevet nægtet dækning via blandt andet deres ulykkes-, rejse, og sundhedsforsikringer hos mange danske forsikringsselskaber, hvis de pådrog sig skader under graviditet, fødsel eller barsel.
Det har P1 Orientering dokumenteret i en række afsløringer de seneste to år ved hjælp af beretninger fra en lang række kvinder.
- Hvis min mand havde henvendt sig, fordi han havde fået ondt i ryggen af at bære vores piger, kunne han godt få hjælp. Men jeg kunne ikke, fordi jeg havde været gravid med dem, har Michella Meier Morsi tidligere fortalt.
Historier som hendes fik i 2020 og 2021 en stribe forsikringsselskaber - herunder Tryg - til at love deres kunder, at de ville rette ind.
Men hos Danmarks største forsikringsselskab er det tilsyneladende ikke sket.
Fra flere medarbejdere i Trygs kundeservice er beskeden klar - Tryg dækker ikke fødselsskader på ulykkesforsikringen.
Det viser skjulte optagelser af Trygs telefoniske kundeservice, som P1 Orientering har foretaget, og mailkorrespondancer mellem kvindelige kunder og Tryg, som DR er kommet i besiddelse af.
- Det (dækning af fødselsskader, red.) er ikke noget, Tryg har lanceret endnu, men det er på trapperne. Jeg kan ikke tilbyde det lige nu - desværre, lyder det blandt andet fra en medarbejder i kundeservice, da DR ringer under dække af at være en potentiel kunde.
Hvad med den almindelige ulykkesforsikring - dækker den fødselsskader?
- Nej, det gør den ikke, siger medarbejderen.
Du kan høre optagelserne i P1 Orientering her.
Tryg beklager 'menneskelig fejl'
Den praksis er direkte i strid med, hvad Tryg selv skriver på sin hjemmeside, og hvad forsikringsselskabet lovede, da der kom opmærksomhed på kønsdiskrimination i medierne og blandt myndighederne.
Trygs ledelse afviser i et skriftligt svar at have en generel praksis, der er i strid med reglerne.
- Først og fremmest skal vi understrege, at vi i Tryg ikke har afvist at dække fødselsskader på ulykkesforsikringen hos nogen af vores kunder, siden vi blev opmærksomme på, at undtagelsen er i strid med ligebehandlingsloven.
- Der er tale om en beklagelig menneskelig fejl, hvis nogle medarbejdere i vores kundeservice har oplyst andet. Det er vi naturligvis utroligt kede af, skriver selskabet.
Ifølge Tryg er alle medarbejdere blevet informeret om, at selskabet har ændret praksis og nu tilbyder dækning til kvinder med fødselsskader.
- Men noget tyder desværre på, at informationen ikke har lagret sig godt nok hos alle, og derfor iværksætter vi nu en række initiativer for at sikre, at fejlen ikke gentager sig, skriver selskabet og beklager endnu engang overfor de berørte kvinder.
Tryg har ikke svaret på, hvilke konkrete initiativer selskabet tager for at rette op.
Afsløringerne af kønsdiskrimination hos forsikringsselskaberne har siden de første historier i efteråret 2020 ført til, at forsikringsselskaber har måttet betale millioner af kroner i erstatning til forurettede kunder, ligesom flere selskaber har betalt bøder på millionbeløb for at have overtrådt loven. Tryg har fået en bøde på 900.000 kroner for at bryde ligebehandlingsloven.
Ifølge både Kirsten Ketscher og Nikolaj Nielsen kan kvinder, der har fået afslag på hjælp fra Tryg, klage til Ligebehandlingsnævnet og bede om en godtgørelse.
Dagen efter artiklen er udgivet har Tryg valgt at stille op til interview med DR. I interviewet oplyser Nikolaj Nederby Pedersen, direktør for Tryg Kundefront og Tryg Direkte, at Tryg-ledelsen har valgt at reagere.
Der sker ved bl.a. at indkalde op mod 700 Tryg-medarbejdere til såkaldte 1-1 samtaler for at sikre sig, at Tryg-medarbejderne stopper med at kønsdiskriminere kunderne. Derudover nedsætter Tryg en task-force, der skal undersøge, hvorfor de ansatte i Tryg har brudt loven og fejlinformeret kunderne. Tilmed vil Tryg-ledelsen med en ny undersøgelse kortlægge omfanget af Trygs brud på ligebehandlingsloven.
OPDATERING 4.10.2022: Efter interview med Tryg-direktør er der indsat et ekstra afsnit nederst i artiklen.