Eksperter: Simulator er ikke som en testflyvning

Der er uenighed om, hvad det betyder, at Forsvaret ikke har testfløjet bud på nyt kampfly.

Venstre har fortsat tillid til kampflykontorets arbejde, mens SF frygter en ny IC4-skandale. (© AP Graphics)

Tre fly kandiderer til at blive afløseren for F-16 og blive Danmarks nye kampfly. Et indkøb for den danske stat, der koster op mod 30 milliarder kroner.

Men mens Flyvevåbnet har testfløjet europæiske Eurofighter og amerikanske F18 Superhornet, så er det, der er blevet kendt som feltets favorit, F35 Joint Strike Fighter (JSF), kun afprøvet i en flysimulator. Efter sommerferien skal partierne bag forsvarsforliget vælge, hvilket fly der skal forsvare Danmark i fremtiden.

I Forsvarsministeriet mener man, at de gennemførte tests og evalueringer af de tre kandidater – trods den manglende prøveflyvning af F35’eren – har tilvejebragt et solidt og tilstrækkeligt grundlag for Danmark kampflysvalg.

Tidligere pilot: En simulator er ikke virkeligheden

Men det er et problem, at danske piloter ikke har afprøvet Joint Strike Fighter i virkeligheden, mener Anker Sørensen, der er tidligere eskadrillechef og chef for operationsafdelingen for Flyvestation Skrydstrup. Han har fløjet F-16 i 16 år, og arbejder nu som konsulent for konkurrenten til JSF, Eurofighter.

- Jeg vil være noget betænkelig ved at købe noget, jeg ikke havde afprøvet. Simulatorflyvninger bliver lavet ud fra en forventning om, hvad virkelighedens fly kan. Når man så har fløjet kan man gå tilbage og justere og tilpasse, så simulatoren bliver så tæt på virkeligheden som muligt, siger han og påpeger netop manøvredelen er en væsentlig del af et kampfly.

- Hvis vi var ligeglade med manøvreevnen, kunne vi lige så godt putte den her teknik ind i et transportfly.

Anker Sørensen er efter sine 40 år i Forsvaret nu konsulent for Eurofighter.

- Men det her drejer sig for mig om, at vi skal have noget, der fungerer. Vi skal have noget, der er sikkert og rigtigt, og der skal vi gøre alt det, vi overhovedet kan for at få det rigtige, siger han.

'Testflyvning er kun en stikprøve'

Men det er vigtigt at forstå, hvad danske piloter egentlig opnår ved en testflyvning, siger Henrik Breitenbauch, leder for Center for Militære Studier, Københavns Universitet.

For ved en testflyvning får danske piloter ikke lov til af afprøve et kampfly i alle leder og kanter, indtil det falder fra hinanden. Det står producentens egne piloter for. Danske piloter får lov til at lave en slags stikprøvekontrol, hvis der er et særlig element, man gerne vil se efter i sømmene.

- Mit gæt er, at man takket være den udviklingsaftale, man også har med Joint Strike Fighter mener, at man har viden nok til at danne en mening om det her fly, siger han.

En legitim bekymring

Han giver dog Anker Sørensen ret i, at der er en begrænsning på, hvor meget man kan simulere, ligesom han kalder SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, bekymring om en ny IC4-skandale 'helt legitim':

- Det er væsentligt, at de politikere, der skal træffe beslutningen kan gøre det på et tilstrækkeligt oplyst, analytisk grundlag, men det er præcis den opgave kampflykontoret i Forsvarsministeriet har fået. De har sendt spørgeskema på 1000 sider til producenterne, og de har sendt opfølgende spørgsmål. Til efteråret skal de overbevise politikerne om, at det har været en god proces.

Arbejdsgruppen kigger på i alt fire forhold: Ud fra en forsvarspolitisk vurdering, hvem er vores samarbejdspartnere, hvad benytter de, en militærvurdering, hvordan fungerer flytypen, det økonomiske aspekt, hvad koster det, og til sidst, hvilke muligheder der er for danske, forsvarsindustrielle virksomheder for at levere og tjene penge på leverancen.

Facebook
Twitter