Eksperter slår alarm: Populær medicin til svin kan gøre det svært at redde menneskeliv

Landbrugets forbrug af antibiotikastoffet Neomycin er steget med over 80 procent på et år.

Når svin lider af for eksempel diarré, får de antibiotika for at bekæmpe infektionen.

Et af de mest udbredte stoffer til at behandle infektioner er det såkaldte Neomycin, der er blevet et populært antibiotika hos danske landmænd.

Fra 2016 til 2017 steg forbruget af Neomycin med 50 procent til 6,2 ton, og de første fem måneder af 2018 steg forbruget yderligere med 80 procent i forhold til samme periode sidste år.

Den voldsomme stigning vækker bekymring på landets hospitaler.

Neomycin minder nemlig om et tilsvarende antibiotikastof, som hospitalerne typisk benytter, når mennesker kommer ind med ukendte infektioner.

- Enhver, der har stået nede i den akutte modtagerafdeling, ved, hvor hurtigt en patient kan dø, hvis ikke man starter behandlingen op med det samme, siger Michael Pedersen, formand for Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi.

Kan blive virkningsløst

Det stigende forbrug i landbruget kan på længere sigt gøre medicinen på hospitalerne virkningsløs over for almindelige infektioner hos mennesker.

Derfor kan det øgede forbrug af Neomycin i sidste ende koste menneskeliv, vurderer professor i klinisk mikrobiologi på Aarhus Universitet, Svend Ellermann-Eriksen:

- Hvis patienterne ikke får en effektiv behandling fra starten, så er resultatet dårligere. Og det betyder over hele paletten, at der alt andet lige vil være nogen, der dør af det.

I en ny rapport fra Det Europæiske Lægemiddelagentur i London, opgraderer forskerne Neomycin og dets søsterstoffer til at være en kritisk vigtig gruppe af antibiotika til behandling af mennesker.

Hvis et antibiotikastof bliver brugt for ofte, kan bakterier blive resistente over for stoffet. Dermed bliver antibiotikastoffet ubrugeligt som medicin. Derfor er det vigtigt, at man ikke bruger Neomycin for ofte i landbruget, siger Michael Pedersen:

- Jo større forbruget er, jo hurtigere vil der ske en resistensudvikling. På et tidspunkt vil vi få patienter ind på sygehuset, som er dødssyge, og som vi giver en behandling, der viser sig ikke at virke, fordi bakterien er resistent, siger Michael Pedersen.

Fødevarestyrelsen anbefaler stoffet

Neomycin har tidligere været anset som et af de mindre skadelige antibiotikastoffer til brug i landbruget. De seneste år har Neomycin også været anbefalet af Fødevarestyrelsen til brug i blandt andet svineproduktion – senest i den nyeste vejledning fra april 2018.

Torben Hauskov, formand for Danske Svineproducenter, påpeger, at det er eksperterne, der i sidste ende afgør, hvilke typer antibiotika landmændene må bruge:

- Det er jo ikke landmanden selv, der bestemmer, hvilke produkter han vil bruge. Det her er ikke et tagselv-bord, siger Torben Hauskov.

Han understreger, at brugen af antibiotika i landbruget selvfølgelig ikke må koste menneskeliv. Man er dog stadig nødt til at kunne behandle syge dyr i landbruget, når de har brug for det:

- Et forbud kan i yderste konsekvens betyde, at der vil ske en form for dyremishandling ude på gårdene, hvis ikke man har den medicin til rådighed, som det kræver for at behandle de syge dyr, siger Torben Hauskov.

Fødevarestyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview. Styrelsen skriver i en e-mail, at de er opmærksomme på rapporten fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, og at de efter sommerferien vil se på, om den får konsekvenser for den nuværende håndtering af brug af antibiotika til produktionsdyr.

Facebook
Twitter