De fleste pædofile og mennesker med seksuelle tanker om børn har ikke krænket nogen børn seksuelt. Og ønsker det heller ikke, fortæller eksperter til P1 Dokumentar.
Men frygten for at blive fordømt eller registreret afholder mange med seksuelle fantasier om børn fra at søge professionel hjælp. Og det øger risikoen for at nogle af dem på et tidspunkt kan ende med at begå overgreb, mener eksperter.
- Når et fænomen bliver ramt af tabu, risikerer man at opnå det modsatte af, hvad man ønsker. For mange pædofile tør ikke stå frem og få hjælp til deres problem, siger lektor og psykolog på Aarhus Universitet, Karen Munk.
Hun har forsket i pædofili i tyve år, og på den baggrund mener hun, det ville være klogt af samfundet, at håndtere pædofili på en anden måde. Hun efterlyser, at vi anerkender, at nogle mennesker har de her drifter, og tilbyder dem hjælp, som ikke er forbundet med mistænksomhed.
Mange har seksuelle tanker om børn
Mange flere danskere, end man lige skulle tro, går rundt med seksuelle tanker om børn i større eller mindre grad.
Internationale undersøgelser peger på, at det er mellem en og tre procent af befolkningen, oplyser Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Men at leve med de lyster er ikke ensbetydende med, at man handler på dem.
- De fleste pædofile handler ikke på deres tilskyndelser. De praktiserer faktisk ikke, siger Karen Munk.
Pædofili er alene en betegnelse for en særlig seksuel præference, men ikke nødvendigvis en seksuel adfærd, påpeger hun.
Når tabuet er så kæmpestort, skyldes det ifølge Red Barnet, at vi ofte sætter lighedstegn mellem pædofile tanker og pædofil adfærd.
Men flertallet af pædofile er ikke som dem, man hører om i straffesagerne.
- Det er jo ikke strafbart at være pædofil. Det er strafbart at begå overgreb. Men den skelnen er der ikke i det danske samfund, siger Kuno Sørensen fra Red Barnet.
Mord har højere status end pædofili
Frygten for at blive stemplet som et monster medvirker til, at mennesker, der går rundt med seksuelle fantasier om børn, ofte ikke tør sige det højt. Det siger Ellids Kristensen, som har pædofile i behandling på Rigshospitalet.
- De er meget forpinte af deres tanker omkring børn og bange for at komme til at handle på dem. De har det rigtig dårligt med sig selv og mangler hjælp til at sætte ord på det.
Frygten for at bryde tabuet kan afholde mange fra at søge professionel hjælp, hvilket i sidste ende kan gøre det hele værre.
For nogle kan ende med at begå overgreb mod børn, hvis de går alene med de her tanker uden nogen støtte til at håndtere det.
- Der er folk, der siger, at de hellere vil dømmes for mord end for at have krænket et barn. Så de unge mænd, som opdager, at de har den her tilbøjelighed, de skjuler sig og betror sig ikke til nogen. Men de lærer så heller ikke at undgå at komme i en risikosituation, siger Karen Munk.
Hun er helt overbevist om, at man kan reducere antallet af førstegangsovergreb, hvis vi som samfund var bedre til at tage imod de pædofile.
Pædofili opdages i ungdommen
P1 Dokumentar har interviewet tre danskere, som ser sig selv som pædofile, men som er imod seksuelle krænkelser af børn. De er alle tre unge mænd omkring 20 år.
Og det er ikke usædvanligt, at teenageårene er det tidspunkt, man første gang opdager den her seksuelle tiltrækning til børn.
Ingen ved med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker får en seksualitet, der retter sig mod børn. Der er begrænset forskning på området.
- Årsagerne er ukendte. Men det, man taler om som det nyeste, er, at det sandsynligvis er en afvigelse i hjerneudviklingen, som opstår i fostertilstanden, siger Karen Munk.
Pædofili kan ifølge eksperterne ikke fjernes gennem terapi eller andre former for behandling, selv om mange tror det. Men man kan hjælpe folk til at lære at leve med tankerne.
Nogle har behov for livsvarig hjælp eller for at have muligheden for at kunne henvende sig gennem livet, hvis man føler sig fristet eller kommer ud i en eller anden form for krise, som gør, at man har sværere ved at håndtere sine tilbøjeligheder.
- Det ville være mit store ønske til det politiske system, siger Karen Munk.