Eksperter uenige: Må friskole aflyse gudstjeneste med kvindelig præst?

Friskoleloven siger, at man skal lære at indgyde børnene respekt for, at mænd og kvinder er lige meget værd.

I friskoleloven - som blev strammet i 2017 - lyder det, at den enkelte friskole er forpligtet til at "forberede eleverne til at leve i et samfund med respekt for ligestilling mellem kønnene".

Der har rejst sig en intens debat, efter at Jyllands-Posten i dag har kunnet fortælle, at en kristen friskole nær Aarhus meldte afbud til en gudstjeneste på et plejehjem, fordi præsten var kvinde.

Det har blandt andet fået flere politikere til at kritisere skolen, og Socialdemokratiet er gået skridtet længere og forlanger en redegørelse af undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Friskolen skal dog ikke frygte, at ministeriets tilsynsmyndighed, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, kommer til at rejse en sag mod skolen efter dagens polemik.

Det vurderer Thorstein Balle, der er ekstern lektor i skolehistorie på Aarhus Universitet.

I friskoleloven - som blev strammet i 2017 - lyder det ellers, at den enkelte friskole er forpligtet til at "forberede eleverne til at leve i et samfund med respekt for ligestilling mellem kønnene".

Det er dog ikke en overtrædelse af loven, når Jakobskolen i Aarhus vælger at droppe en gudstjeneste ene og alene, fordi præsten er kvinde, mener Thorstein Balle.

- Jeg er ikke enig med dem i deres syn på kvindelige præster, men jeg kan ikke se noget problem i, at de har taget den beslutning, siger han og udybber:

- Friskoleloven siger, at man skal lære at indgyde børnene respekt for, at mænd og kvinder er lige meget værd. Det kan den skole sagtens gøre uanset, at de måske ikke mener, at kvinder skal være præster. Det er der en religiøs begrundelse for, og det siger ikke noget om, at kvinder er dårligere mennesker eller er mindre værd.

Lisbet Christoffersen, der er professor i religionsret ved RUC, er dog ikke entydigt enig med Thorstein Balle.

Hun forklarer, at forældre med afsæt i religionsfriheden kan kræve deres børn fritaget for et arrangement.

Det kan dog være en overtrædelse af friskoleloven, når man gør den kønsbegrundede aflysning gældende for alle, forklarer hun til Jyllands-Posten.

Skoleleder fortryder afbud

Det var skolelederen på den kristne friskole Jakobskolen, Kaj Markussen, der tog beslutningen om at melde afbud til gudstjenesten.

Tidligere i dag erkendte han over for P4 Østjylland, at det var en klar fejl at melde afbud få dage, før gudstjenesten løb af stablen.

Her lovede han også, at han var på vej med en kvajebajer til den pågældende præst.

Aflysningen havde dog ikke noget at gøre med, at skolelederen ikke tolererer kvindelige præster.

Det var i stedet på grund af helt almindelig omsorg for børnene og deres forældre, at han tog beslutningen.

- Vi vil gerne vise respekt til de forældre, der har de her holdninger (om kvindelige præster, red) - ligesom vi respekterer forældre med alle mulige andre holdninger. Man har kædet det sammen med kønsdiskrimination, men for os er det ikke det, som det handler om. For os handler det om tolerance og have højt til loftet, sagde han.

Er det at have højt til loftet, når man siger, at man ikke vil tage til en gudstjeneste, fordi præsten er kvinde?

- Det er højt til loftet for mig, når man respekterer folks holdninger, sagde han og gentog, at han er ked af situationen.