Eksperter vil have gang i dansk vaccineforskning

Vi har forskningsekspertisen, og derfor bør regeringen opprioritere forskning i en vaccine mod coronavirus, mener eksperter.

En forsker arbejder på at vinde en vaccine mod coronavirus på universitetet i Pittsburgh i USA. (Foto: UPMC © Scanpix)

Arbejdet med at udvikle en vaccine mod coronavirus i Danmark halter, mener flere eksperter og forskere ifølge Jyllands-Posten.

Regeringen har i højere grad prioriteret hjælpepakker til økonomien, lyder det.

- Vi har i Danmark nogle førende faglige miljøer og en meget unik tradition for at udvikle

vacciner
, siger Peter Lawætz Andersen, forskningschef på Center for Vaccineforskning, Statens Serum Institut.

- Men arbejdet med at få udviklet en coronavaccine har der ikke været meget fokus på indtil videre, og med den prioritering gør man sig afhængig af udenlandsk forskning, siger han.

Forskningschefen bakkes i Jyllands-Posten op af blandt andre professor og ledende overlæge ved infektionsafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby Lars Østergaard.

Danmark kan sagtens bidrage

Han pointerer, at Danmark bør forberede sig på en næste bølge af smitte, at forskning i vaccine og behandling derfor er vejen frem, og at Danmark sagtens kan bidrage.

Også Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut (

SSI
), bakker op om en national strategi for vaccineforskning.

- Det er en supergod idé. Vi ved, at de danske forskere og universiteter har kompetencerne til at kunne udvikle noget

unikt
på det her felt, siger han til avisen.

Private fonde har bidraget med godt og vel 140 millioner kroner til coranorelateret forskning, og regeringen har afsat en pulje på i alt 150,3 millioner kroner til coranorelateret forskning. Men der mangler specifikt fokus på en vaccine, mener flere.

Ifølge Berlingske er seruminstituttets vaccinearbejde udfordret.

Her påpeges det, at flere vaccineforskere og fagchefer 'af forskellige årsager' har forladt instituttet de seneste måneder.

- Lige nu er

SSI
halvt lagt ned af forskellige uheldige omstændigheder. En krise som den nuværende bliver jo ikke bedre, når flere af personerne med de store
kompetencer
ikke er der mere, siger tidligere direktør i
Sundhedsstyrelsen
Else Smith til avisen.

Flere peger på, at salget af vaccineproduktionen i 2016 til det saudiarabiske konglomerat Aljomaih Group for 15 millioner kroner var en fejl.

/ritzau/

Herunder ses antallet af dødsfald siden 22. januar i de ti lande, der er hårdest ramt: