Eksperter vil have gravide vaccineret mod covid-19 - Spørgsmålet deler dog gravide

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at vente med at blive vaccineret, men det skal ændres, mener lægefagligt selskab.

Birgitte Spangsø Birk vil ikke vaccineres mod coronavirus. Heller ikke selvom hun ikke var gravid.

Flere og flere danskere bliver vaccineret mod covid-19, for hver dag der går.

En gruppe ser dog ud til at skulle vente længere end alle os andre - gravide og ammende.

Sundhedsstyrelsen anbefaler nemlig kvinderne at vente med vaccinen, da den ikke er godkendt til brug på gravide.

Det skal der dog ændres på, mener Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), hvor Annemette Wildfang Lykkebo er formand.

- Spørgsmålet er, om vi sammen skal se på, om tiden er kommet til at ændre anbefalingen, siger Annemette Wildfang Lykkebo, der også er ledende overlæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt i Kolding.

DSOG har været i løbende dialog med Sundhedsstyrelsen om, hvordan man skal håndtere gravide, siden pandemien kom til Danmark, og de har blandt andet været med til at lave retningslinjer for gruppen.

Annemette Wildfang Lykkebo er ledende overlæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt i Kolding. (© DSOG)

Selvom vacciner som for eksempel Pfizer/BioNTechs altså ikke er godkendt til gravide endnu, mener Annemette Wildfang Lykkebo, at der nu er så meget viden om vaccination og gravide fra udlandet, at anbefalingen bør ændres.

- Vi har et konstruktivt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, så det her skal ses som et lille skub, siger formanden.

Ifølge Kristeligt Dagblad bliver gravide vaccineret i lande som Belgien, Israel, England, USA og Frankrig, mens man i Tyskland tilbyder kvindens to nærmeste pårørende vaccine. Her kan gravide også blive vaccineret, hvis de er i risiko for at få alvorlige sygdomsforløb med covid-19.

Sundhedsstyrelsen venter på undersøgelser

Sundhedsstyrelsen skriver i en mail til DR Nyheder, at "gravide betragtes som værende i øget risiko ud fra et hensyn til både den gravide og det ufødte barn, men langt de fleste gravide kvinder har et ukompliceret sygdomsforløb, hvis de bliver syge med covid-19."

- Der er studier i gang i udlandet, som inkluderer gravide og ammende, og hvis vaccinerne på et senere tidspunkt bliver godkendt til gravide og ammende, vil Sundhedsstyrelsen herefter vurdere, om de skal indgå i det generelle vaccinationsprogram.

Mens langt størstedelen af gravide altså indtil videre ikke tilbydes en vaccine, så er der gravide i risikogrupper, der bliver anbefalet at få en vaccine mod coronavirus.

Ingen gravide eller børn er døde grundet coronavirus ved fødslen. Og Annemette Wildfang Lykkebo understreger da også, at langt de fleste gravide har et ukompliceret forløb, hvis de får covid-19.

- Men i slutningen af graviditeten er der risiko for at føde for tidligt. Man kan simpelthen blive så syg, at man bliver forløst for bedre at kunne få luft. Og det indebærer også en risiko for barnet, forklarer hun.

Ifølge Annemette Wildfang Lykkebo er flere end 100.000 gravide i udlandet blevet vaccineret mod coronavirus. Af dem har man analyseret data hos 35.000, og her har man hverken fundet flere eller andre bivirkninger.

Vaccine eller ej?

Det er ikke kun blandt eksperter og styrelser, der er uenighed, om de gravide skal have en coronavaccine. Det er der også blandt de gravide selv.

25-årige Anne Sofie Bach Jensen fra Aarhus er gravid i uge 30. Hun vil hellere end gerne vaccineres mod coronavirus.

- Jeg er mere utryg ved at få covid-19 end vaccinen. Den er lavet ud fra nogle strikse kriterier, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle tage den. De anbefaler den jo også til gravide i risikogrupper, og så burde man også anbefale den til alle gravide, siger hun.

Vil ikke risikere noget

Birgitte Spangsø Birk fra Brørup, der er 29 uger henne, vil dog ikke tage imod en vaccine, da hun ikke mener, at den er testet længe nok.

- Jeg er ikke vaccinefornægter. Jeg skal have vaccinen mod kighoste, for den er gennemprøvet, og der opvejer risikoen for at barnet bliver syg risikoen ved vaccinen. Jeg føler ikke, jeg er i risikogruppe, bare fordi jeg er gravid. Selvfølgeligt vil jeg fortryde det, hvis noget går galt, men coronavirus rammer bare så individuelt, siger hun.

(© PRIVATFOTO)

Heller ikke Rikke Jakobsen på 28 år, der er 28 uger henne, ville tage imod vaccine på nuværende tidspunkt.

- Der må være en grund til, at de ikke har anbefalet den op til nu. Jeg vil ikke risikere noget for mit kommende barn og jeg. Så vil jeg hellere passe på med de gængse coronaanbefalinger, siger hun.