Ekspertgruppe slår fast: Lyn-coronatest kan kun være et supplement

Der er stor efterspørgsel på lyntest, der kan give et svar inden for et kvarter.

En ekspertgruppe under Statens Serum Institut mener ikke, at man kan tage en lyntest i stedet for at blive testet i det offentlige. (© dr)

Der var igen i dag kø hos Falcks testcenter i Aarhus, hvor man kan få lavet en såkaldt anti-gen-test, som giver svar på, om man er smittet med coronavirus på et kvarter.

Lyntesten er efterhånden blevet et populært alternativ til den test, der er tilgængelig hos det offentlige. Hos Falck, der er blandt flere virksomheder, der udbyder testen, er man oppe på at teste 3.000 om dagen i testcentre rundt omkring i Danmark.

Men du kan ikke regne med, at lyntesten giver dig korrekt svar. Det konkluderer en ekspertgruppe med deltagere fra Danske Regioner og Statens Serum Institut i et notat.

Ekspertgruppens største forbehold over lyntest er, at de ifølge eksperterne er langt mindre følsomme end PCR-testen, som bliver brugt i det offentlige sundhedsvæsen og testcentre.

Og den lave følsomhed kan betyde, at du risikerer at blive testet falsk negativ.

Skal ses som supplement

Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital, er ikke en del af gruppen, men har læst notatet.

Selvom han heller ikke mener, at lyntest er specielt gode til at vise, om folk har infektionen eller ej, så kan de være gode til at stoppe smittespredning, hvis man for eksempel bruger dem før store arrangementer.

- Det kunne være fodboldkampe og koncerter. De her test er bedre til at finde dem, der har meget virus i halsen. Og jo mere virus man har i halsen, des mere smitsom er man, siger han.

Men ekspertgruppen mener altså ikke, at man kan tage en lyntest i stedet for at blive testet i det offentlige, hvis man er utålmodig. For du kan ikke regne med, at en negativ lyntest betyder, at du er fri for covid-19.

Ligesom Lars Østergaard peger de dog på flere områder, hvor det alligevel kan give mening at bruge lyntest.

- Disse scenarier kan være: Arbejdspladser og lignende med særlige risikoprofiler, for eksempel slagterier, minkfarme. Kulturelle arrangementer, for eksempel fodbold, teatre, koncerter med videre. Lufthavne, står der i notatet.

'De bedste, der er på markedet'

Hos Falck, der tilbyder lyntest i Danmark, er man overraskede over udmeldingen fra SSI om, at lyntestene vurderes til at være usikre.

- Tit samler man alle anti-gen-test i en pulje og vurderer dem samlet. Og det er derfor, at de ofte får lave resultater. De test, som vi anvender, det er nogle af de bedste, der er på markedet, og det forholder vi os til, siger Martin Beltzer, der er kvalitetschef hos Falck.

Han understreger, at deres test er et supplement til det offentlige, og at deres test også bruges af myndighederne.

- Testen er CE-mærket og på WHO’s liste over godkendte test. Samtidig er den anerkendt af myndighederne som indrejsetest i Danmark, og vi bruger den blandt andet i Københavns Lufthavn.

Grebet af panik

Foran Falcks testcenter i Aarhus venter Lars Laursen på, at han skal have vatpinden i næsen. Her koster det 299 kroner at få taget en test, og svaret får han omkring et kvarter efter.

Han vil testes, fordi han lige er blevet ringet op af en kammerat, han har været til julefrokost med, som nu er blevet testet positiv.

- Jeg blev grebet af panik og har bare lyst til hurtigt at finde ud, om der er sandsynlighed for at jeg har coronavirus, så jeg med det samme kan stabilisere nervøsiteten. Det er en forfærdelig nervøsitet, man fyldes med, siger han.

Det overrasker ham, at testen ifølge ekspertgruppen ikke er så sikker.

- Det er træls at give penge for noget, hvis ikke det duer, siger Lars Laursen

Lars Laursen vil have vished, om han er smittet med coronavirus hurtigst muligt. (© dr)

Kriller i halsen

Autoteknikeren Manuel Cordoba har ondt i halsen og kan først komme tilbage på arbejde, når han har en negativ coronatest. Han har også bestilt tid på coronaprøver.dk, men her har han først fået tid på lørdag.

- Jeg bliver nødt til at gøre det for at komme på arbejde og så håbe på, at den er så tæt som muligt på det rigtige svar - og så tage ind til min rigtige tid på lørdag.

Manuel Cordoba er meldt syg på arbejde. (© dr)

Jakob Backer Schmidt vil egentlig bare gerne have en god mavefornemmelse, og så er det vigtigt, at han får hurtigt svar.

- Der er en masse fede ting, jeg skal lave i løbet af ugen. Så jeg tænkte, at det kunne være fedt at vide, om jeg kan det. Så snart jeg får lidt kriller i halsen, bliver jeg bekymret for, om jeg kan se andre, siger han.

Han ser lyntesten som et supplement, og hvis den er negativ, så betyder det ikke, at han skal ud og være meget social, siger han.

- Man skal jo stadig overholde restriktionerne. Jeg går ud fra, at det er sandt, hvis den er positiv.

Jakob Backer Schmidt ser lyntesten som et supplement. (© dr)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter