Eksplosion i antallet af sager om dagpengesvindel

I 2012 blev 467 dagpengemodtagere politianmeldt for socialt bedrageri. Antallet er steget.

I 2012 blev ikke færre end 467 dagpengemodtagere politianmeldt for socialt bedrageri mod deres a-kasse. De fleste havde helt bevidst undladt at oplyse, at de tjente penge ved siden af de dagpenge. (© DR)

Med et simpelt register, der registrerer alle borgeres indkomster og indberetter beløbene til a-kasserne, er det lykkedes myndighederne at slå hårdt ned på bedragere, der har et job samtidig med, at de får dagpenge. Det skriver metroxpress.

I 2012 blev ikke færre end 467 dagpengemodtagere politianmeldt for socialt bedrageri mod deres a-kasse - og dermed mod skatteydere og lovlydige a-kasse-medlemmer.

De fleste havde helt bevidst undladt at oplyse, at de tjente penge ved siden af de dagpenge, som de dermed snød sig til.

Eksplosiv stigning

Mange af dem fik samfundstjeneste eller en fængselsstraf - og dermed en plet på straffeattesten, som mange arbejdsgivere ser skeptisk på.

Der er tale om en eksplosiv stigning. I 2010 blev 103 personer politianmeldt i dagpenge-bedrageri, mens 177 blev politianmeldt i 2011.

Dermed kommer langt flere dagpengemodtagere end kontanthjælpsmodtagere nu i karambolage med straffelovens hårde bedrageriparagraffer. 280 blev i fjor sigtet for socialt bedrageri mod kommune eller stat.

- Fedt at banditterne bliver fanget

- A-kasserne har med flere kampagner ellers forsøgt at vejlede medlemmer om, at de kontrollerer, om man har en indkomst foruden dagpenge, siger chefkonsulent Ebbe Sommer fra a-kassernes organisation AK-Samvirke.

- Men det er der desværre en gruppe, der ikke har forstået, fastslår han over for metroxpress - og glæder sig afsløringerne.

- Det er fedt, at banditterne bliver fanget. De stjæler fra fælleskassen og snyder dermed de øvrige medlemmer og ikke mindst de skatteydere, der betaler 60 procent af udgifterne til dagpengene.

Facebook
Twitter