Eksplosion ryster beboelsesejendom i Hundige

Et indgangsparti til en etageejendom i Gersagerparken er sprængt væk i en eksplosion i nat.

Der ligger splintret glas spredt på jorden i et større område omkring ejendommen. (Foto: Anette Dich © dr)

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker en eksplosion ved indgangspartiet til en beboelsesejendom i Gersagerparken ved Hundige natten til tirsdag.

Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen tidligt tirsdag morgen.

Ingen personer er kommet til skade, men der er sket materiel skade på bygningen.

- Udhænget foran indgangsdøren er sprængt væk. Så det er en forholdsvis kraftig eksplosion, som der nok skal mere til end et kanonslag. Efter vores vurdering kræver det nok en sprængkraft svarende til en håndgranats, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet har fundet fragmenter på stedet.

Døre, vinduer og loft er ødelagt, og loftplader og glasskår er spredt over et større areal foran bygningen, oplyser DR's reporter på stedet.

Eksplosionen, der fandt sted foran en etageejendom i Gersagerparken, blev anmeldt klokken 01.58.

Politiet er foreløbig på bar bund med hensyn til et motiv for hændelsen.

- Mig bekendt har vi ikke haft lignende tilfælde, siger vagtchefen.

Ingen personer er anholdt i forbindelse med sagen.

- Vi har spærret området af, og forskellige teknikere er på stedet for at sikre spor. I løbet af formiddagen skal vi arbejde videre med at finde eventuelle vidner, siger Boye Rasmussen

/ritzau/

Rettelse: Det fremgik tidligere ved en fejl, at eksplosionen var i Askerød. Det er rettet til Gersagerparken.