Eksplosion ved Skattestyrelsen: Barndomsvenner gav modstridende forklaringer

De to tiltalte gav vidt forskellige forklaringer, da de i dag blev afhørt

Indgangspartiet foran Skattestyrelsen på Østerbro tog voldsomt skade ved eksplosionen. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

En kraftig bombe raserede sidste år Skattestyrelsens facade og rystede beboerne på Østerbro i København, og mandag indledte Københavns Byret så retssagen, hvor to unge svenske mænd er tiltalt for at stå bag

eksplosionen
.

De var henholdsvis 22 og 23 år på tidspunktet for hændelsen og har siddet

varetægtsfængslet
siden sensommeren 2019. De nægter sig begge skyldige.

Begge mænd afgav mandag forklaring, og begge fortalte samstemmende i retten, hvordan de om aftenen tirsdag den 6. august 2019 kørte i en hvid Citroen Berlingo fra Malmø og til København.

Men forklaringerne om, hvad formålet med turen var, og hvad de foretog sig i København, var ikke i sync.

Forskellige forklaringer

Den ene forklarede således, at de to venner, besluttede at køre til København for at spise, efter at en aftale om en grill-aften var gået i vasken.

Og da de sammen kom til København, kørte de via HC Andersens Boulevard videre til Østerbro og parkerede tæt ved Skattestyrelsens bygning, hvorefter den ene af de tiltalte

forlod
bilen i tre-fire minutter for at besøge en ven.

Det skete ifølge den tiltalte omkring kl. 22, som også er gerningstidspunktet for

eksplosionen
ved Skattestyrelsen.

Den tiltalte, der kørte bilen, blev efter eget udsagn siddende i bilen, mens vennen

kortvarigt
var væk. Da vennen kort efter kom tilbage i bilen, kørte de tilbage til Sverige.

Den forklaring blev imidlertid modsagt af den anden tiltalte, da det blev hans tur i vidneskranken. Formålet med turen var at besøge Christiania for at købe noget

hash
, og de spiste ikke sammen, forklarede han.

  • Indgangspartiet til Skattestyrelsen har taget voldsomt skade ved eksplosionen. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)
  • Vinduer er smadret, og metalplader hænger løst på facaden. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)
  • Bomben var placeret 60 centimeter fra hovedindgangen - heldigvis kom kun et menneske til skade. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)
  • Eksplosionen påførte ifølge anklagemyndigheden skader på Skattestyrelsens bygninger for 6,2 millioner kroner. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)
1 / 4

Han tilføjede, at han kort efter ankomsten til København om aften den 6. august blev sat af af sin ven, hvorefter han alene besøgte Christiania og en kvinde, han kender.

Tiltalt kunne ikke forklare telefonplacering

Han kunne således ikke genkende flere af de elementer, som vennen var kommet med i sin forklaring. Kvindens navn var dog nyt for både anklager og en af de to forsvarere, og de spurgte undrende, hvorfor den tiltalte ikke på et tidligere tidspunkt havde oplyst om denne kvinde.

- Jeg ville ikke blande hende ind i det, forklarede den tiltalte.

Da retsmødet nærmede sig sin afslutning, ville

forsvarsadvokat
Kåre Traberg Smidt vide, hvordan det kunne være, at hans telefonnummer ifølge masteoplysninger var registreret på en mast på
Nørrebro
, når den tiltalte ifølge eget udsagn kun havde opholdt sig omkring Christiania under opholdet i København.

Det kunne den tiltalte ikke forklare, da han ikke vidste, hvor

Nørrebro
ligger.

Spor af sprængstof i tiltaltes bil

Sagens anklager Andreas Christensen præsenterede i begge afhøringer af de tiltalte en række detaljer om de

kriminaltekniske
spor, politiet har fundet i forbindelse med
efterforskningen
af
eksplosionen
.

Et kemisk beredskab har blandt andet fundet spor af sprængstof på 23 ud af de 25 prøver, man har taget på den bil, som de tiltalte kørte i. Både ved håndtag, sele og rat har man fundet spor af eksplosivstof, men det kunne ingen af de to tiltalte redegøre for.

- Det kan jeg ikke forklare, lød det fra den 23-årige, der kørte bilen.

De to mænd er tiltalt for at anvende og detonere sprængstof og for at udføre en terrorlignende handling, hvilket kan give en forhøjet straf, hvis de kendes skyldige.

Retssagen fortsætter mandag den 6. juli, hvor afhøringen af den ene tiltalte afsluttes, samtidig med at en række vidner skal afgive forklaring om blandt andet politiets efterforskning og de tekniske undersøgelser af det anvendte sprængstof.

Facebook
Twitter