Eksplosionsfare i bil lukkede del af indkøbscenter i Greve

Borgere blev opfordret til at holde sig på afstand, da der gik ild i en bil med en gasflaske i.

Gasflaskerne stod i en håndværkerbil, som der var gået ild i. (© Scanpix)

En del af indkøbscentret Greve Centret syd for København blev tidligere i dag evakueret.

Blandt andet blev en Føtex-forretning i centret tømt for kunder og personale.

Det skyldtes eksplosionsfare i en bil med gasflasker, der stod parkeret ved den nordlige del af centret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

På Twitter skrev politiet, at gasflaskerne stod i en håndværkerbil, som der var gået ild i.

- Det er i forbindelse med noget svejsearbejde, at der går ild i bilen, hvor der ligger en gasflaske, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Der blevet slået alarm, og brandvæsenets indsatsleder vurderede, at der var eksplosionsfare og behov for at afspærre området.

Omkring klokken 11.00 oplyste vagtchefen, at situationen på stedet var under kontrol, og kort efter blev afspærringen ophævet, så evakuerede og andre igen kunne få adgang til butikkerne.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter