Ekssvoger: Dukajev kom ikke i moskeen

Bombemanden Lors Dukajev var ikke rettroende muslim og kom kun sjældent i moskéen, fortæller Dukajev s svoger.

Lors Dukajevs tidligere svoger beskriver ham som meget temperamentsfuld og med et svingende humør.

Lors Dukajev var ikke særlig religiøs og anså ikke sig selv som tjetjener.

Sådan lyder beskrivelsen af den anholdte Lors Dukajev fra hans tidligere svoger Shepa Bersanov, der gennem to år var gift med Dukajevs søster.

- Han kom næsten aldrig i moskeen. Han talte ikke arabisk, og han kunne ikke lide de andre muslimer og påstod, at jeg ikke var muslim, siger Bersanov til Ritzau.

Bersanov har en søn med Dukajevs søster, men har ikke set søsteren eller barnet i flere måneder, fortæller han i interviewet.

- I starten anså jeg dem (Dukajev og hans familie, red.) for at være helt normale, men senere fandt jeg ud af, at de er mentalt syge. I det sidste år snakkede jeg ikke med ham, siger Bersanov.

Han bekræfter, at Dukajevs mor er læge, men at hun ikke er anerkendt læge af de belgiske myndigheder. Han bekræfter ligeledes, at Dukajev mistede sit ben allerede som barn, som det tidligere har været fremme.

Selvom Dukajev var tjetjener, kunne han dog ikke lide andre tjetjenere fortæller Bersanov.

- Han kan ikke lide os tjetjenere og os i moskeen. Selvom han er af tjetjensk afstamning, så er han født i Rusland og kom til Belgien som 14-årig og har kun boet et til to år i Tjetjenien, siger Bersanov.

Han fortæller flere gange, at Dukajev sympatiserer med russerne i konflikten i Tjetjenien.

Dukajev er meget temperamentsfuld, og hans humør er meget svingende.

En dag var man det bedste menneske i verden, den næste var man den værste. Det skiftede meget, siger Bersanov.

Han ved ikke med sikkerhed, hvorfor Dukajev tog til Danmark, men tror, det kan have noget med tetjenere at gøre.

Facebook
Twitter