Ekstra kontrol for at skifte postadresse

Det bliver mere besværligt at skifte adresse. Fra den 1. oktober er det ikke nok at udfylde en flyttemeddelelse. Nu skal man en tur ned på posthuset og vise legitimation.

Post Danmark kræver nu, at man identificerer sig, før de kan få sendt posten til en ny adresse. (Foto: Morten Bergholt © DR)

Det bliver mere besværligt at skifte adresse. Fra den 1. oktober er det ikke nok at udfylde en flyttemeddelelse og sende den af sted til posthuset. Nu skal man en tur ned på posthuset og vise legitimation.

Forklaringen er meget enkel, siger Henrik Larsen, der er chef for privatkunder i Post Danmark. Flere har nemlig oplevet, at andre skifter deres adresse for at genere eller drille dem.

- Det, vi oplever, er både drillerier og grovere chikane, som gør, at der er nogen, der render rundt og flytter post på hinandens vegne. Og det kan vores kunder ikke leve med, siger han til DR Nyheder.

Derfor kræver Post Danmark, at man identificerer sig, før de kan få sendt posten til en ny adresse - også selv om det giver mere administrativt besvær.

Har du selv oplevet, at andre har flyttet din adresse uden at du vidste det?

Facebook
Twitter