Ekstra stor store rejsedag i vente

I morgen er den helt store rejsedag, hvor rigtig mange mennesker langt om længe kan tage på juleferie. Heldigivs er vejret med os, siger Vejdirektoratet.

Der bliver trængsle på vejene i morgen, hvor endnu flere bilister end ellers skal afsted på årets store rejsedag. Men der er ikke grund til at frygte jule-kaos på vejene, forsikrer Vejdirektoratet. (© DR)

Så er det blevet dagen før dagen. Altså dagen før årets største rejsedag, lillejuleaften. Og i år bliver rejsedagen endnu større, end vi er vant til, spår Vejdirektoratet.

Det er nemlig arbejdsgiver-jul, så alle de mange mennesker, der skal rejse tværs igennem landet med gaver, unger, juleand og konfekt, bliver klemt sammen på én enkelt dag, fortæller Torben Kristensen fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.

- Fordi juleaften i år falder på en lørdag, og så vil der for de fleste ikke være nogle fridage op til den 24. Det gør så, at man rykker det tidspunkt, man vil køre på, til senere på dagen, siger Torben Kristensen.

Rejs tidligt eller sent

Han råder dog bilisterne til at udskyde rejsen et par timer, hvis man ikke kan komme afsted først på dagen.

- Vi anbefaler, at man enten kører hjemmefra tidligt på dagen, eller trækker den til så sent om aftenen som muligt, siger han.

Ikke jule-kaos

Men på trods af den ekstra trafik på vejene den 23. december, er der ikke grund til at frygte en gentagelse af de lange køer og mange uheld, der har præget juletrafikken de seneste to år.

- I år har vi jo vejret med os, der er ikke store snedriver på vejene. Så selvom der er meget trafik, vil det køre hurtigere, forudser Torben Kristensen.

Ifølge Vejdirektoratet kan man dog godt indtille sig på tæt trafik og trængsel på vejene over hele landet. I løbet af dagen i morgen forventes 36.000 biler at passere Storebæltsbroen.

Klar efter strejke

Også DSB melder klar til den store rejsedag i morgen. Ovenpå strejken i sidste uge er togtrafikken klar til at køre for fuld kraft, lover trafikinformationschef Tony Bispeskov.

- Alt disponibelt materiale bliver sat ind, så vi kan sikre, at kunderne får en god oplevelse med toget og kommer hjem til jul, siger han i en pressemeddelelse fra DSB.

Flest flyver i dag

I Københavns Lufthavn er det til gengæld i dag, den 22., der er julens store rejsedag. Sidste år tog 4.600 mennesker flyet fra København til et andet sted i landet på netop den dag.

Også i år forventer lufthavnen, at det er den 21. og 22., altså i går og i dag, der er mest juletrængsel ved check-in-skrankerne.

Facebook
Twitter