Elev, studerende og formand: Derfor er nomineringsvideoer en dårlig idé

Lærere på en række skoler har ladet sig nominere til 9. klassernes sidste skoledag i seksualiserede videoer.

Lærere deltager i og accepterer 9. klasseelevers kåringer med seksuelle undertoner til afslutningsfesterne.

Solrød Kommune satte foden ned i dag.

Fra nu skal det være slut med nomineringsvideoer på årets sidste skoledag, hvor folkeskolelærere og vikarer i kommunen har kunnet blive nomineret som ’Årets vil du med mig hjem’ eller ’Årets TILF’ ('Teacher I’d Like to Fuck’).

Berlingske skriver i dag, at lærere deltager i og accepterer 9. klasseelevers kåringer med seksuelle undertoner til afslutningsfesterne. Videoer af nogle af elevernes awardshows er blevet lagt på YouTube blandt andet Munkekærskolen i Solrød, men det skal altså være slut nu.

DR Nyheder har talt med formanden for danske skoleelever, formanden for de lærerstuderende og lærerformanden om, hvad de mener om videoerne.

Sarah Sarah Gruszow Bærentzen er formand for Danske Skoleelever. Foto: Danske Skoleelever

Sarah Sarah Gruszow Bærentzen er formand for Danske Skoleelever

- Det her er slet ikke uskyldigt. Jeg ser det faktisk som en stor problematik, for skolens personale giver en hjælpende hånd til at lave videoerne i stedet for at løfte pegefingeren.

Hvorfor er det alvorligt?

NOMINERINGSVIDEOER I FOLKESKOLEN

En række 9. klasser underholder på sidste skoledag med nomineringsvideoer, hvor børn fra andre klasser nomineres i kategorier som "Årets Gid du var ældre", "Årets Upcoming" og "Vi ringer, når du er 18".

I de fleste videoer er det piger og drenge fra de højere klassetrin, der er nomineret og filmet, mens de kommer gående mod kameraet, men på Fredericia Realskole er også en dreng fra 3. klasse med.

Berlingske er bekendt med videoer fra syv skoler i hele landet, der er lagt på Youtube. De fleste videoer har mellem 40.000 og 100.000 visninger.

- Når vi hører om kategorier som "Årets kælling" og "Årets røv", så bliver mindreårige direkte seksualiseret, og det hører sig ikke til i skolen. Når lærerne går med til at være med på videoerne, så er de også med til at legitimere videoerne og viser, hvad der er okay.

- Og så tror jeg, at det er rigtigt grænseoverskridende for mange børn lige pludselig at se deres lærer blive seksualiseret, fordi man overhovedet ikke har den relation.

Jenny Maria Jørgensen, formand i Lærerstuderendes Landskreds

- Det er enormt grænseoverskridende for en lærer at stå i den her situation. Det er også uhensigtsmæssigt for eleverne, for der bliver plantet et billede af, at vi lærere også er sexobjekter, men det er vi overhovedet ikke.

- Vi håber, at kåringerne kommer til at dø ud. Man skal ikke tænke på os lærere som nogen, man vil have sex med. Vi skal ses for den gode undervisning, vi laver, og jeg håber, at den her tradition med nomineringsvideoerne dør ud.

Kan nomineringerne ikke også være et tegn på, at eleverne kan lide læreren?

- Det er tegn på, at elevernes synes godt om dig, men udseendet skal ikke være det første.

Anders Bondo. Arkivfoto (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening

Vil ikke kommentere de konkrete videoer.

- Vi skal lære eleverne noget, men vi opdrager dem også. Derfor betyder den måde, vi lærere agerer på, noget for det billede, eleverne får. Jeg er helt sikker på, at den opmærksomhed medierne har på videoerne betyder, at vi får en helt anden opmærksomhed på det emne her. Det er helt fint, at der er kommet opmærksomhed på det, og jeg er helt sikker på, at når det her bliver evalueret ude på skolerne, så gribes det an på en anden måde næste gang.

- Det her er selvfølgelig fest og farver og sjov, men vi skal som lærere være opmærksomme på de signaler, vi sender og hvilke stereotyper vi bringer med videre. Vi er rollemodeller og derfor har vi selvfølgelig også et særligt ansvar.