7.500 elever og 750 ansatte kan have fået lækket personfølsomme data i forbindelse med et stort hackerangreb på fem sønderjyske skoler.
EUC Syd er en af de ramte skoler.
Daniel Legaard, der er struktørlærling på skolen, synes det er bekymrende, at hans personfølsomme oplysninger nu måske ligger frit tilgængeligt på internettet.
- Skolen siger, at vi skal lægge vores filer på skolens server for at være sikre på, at de ikke forsvinder eller bliver hacket. At det er et sikkert sted. Og så er det lidt paradoksalt, at det er skolens server, der bliver hacket.
Daniel Legaard fortæller, at han blandt andet har personlige adgangskoder, som kan være blevet lækket.
Kørekort og udredninger er lækket
Nogle af de lækkede oplysninger, der allerede er lagt frem på internettet, er blandt andet henvisninger til udredninger af funktionsnedsættelser og kørekort. Derudover kan der være lækket adresser, telefonnumre og notater fra interne samtaler.
Mange af de personfølsomme oplysninger omhandler mindreårige elever, fortæller Birgitte Kastrup Hansen, der er vicedirektør på EUC Syd.
Søren Heinfelt Nielsen går i 3. g på skolens HTX. Og han er overrasket over hackerangrebets omfang.
- Det er chokerende. Jeg troede slet ikke, at det var så stort. Og jeg synes, at det er bekymrende, at de har fået adgang til det – der er jo meget private informationer.
Elever fik først besked flere uger efter
Hackerangrebet skete den 31. august, og i første omgang troede skolerne ikke, at hackerne havde fået fat i personfølsomme data. Først i fredags fik elever og ansatte besked om alvoren af hackerangrebet.
Burde folk ikke have fået information om det her tidligere?
- Jo, det kan man altid ønske. Vi har arbejdet så hurtigt, som det har været muligt, siger Birgitte Hansen.
Hun forklarer, at man blandt andet havde brug for rådgivning fra Datatilsynet, og at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken data der var involveret i angrebet.
Udover EUC Syd er Sønderborg Statsskole, Gråsten Landbrugsskole, Privatskolen Als og Sønderborg International School blevet hacket.