Elever: Høje karakterer skaber karaktermur om uddannelser

Rekordmange er blevet optaget på landets videregående uddannelser. Men det betyder ikke, at elevorganisationerne er tilfredse.

Rekordmange har søgt ind på en videregående uddannelse. Hele 94.744 har i år søgt ind på en videregående uddannelse. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

66.439 er blevet tilbudt en studieplads i år, det er 1.136 flere end sidste år. Men 23.498 unge, svarende til hver fjerde, har fået afslag på at starte på deres drømmeuddannelse efter sommerferien.

11.534 af de afviste har fået et nej til drømmeuddannelsen, fordi de ikke har haft højt nok eksamensgennemsnit til at komme ind det studie, de har søgt, viser tal fra Den Koordinerede Tilmelding. Og det bekymrer de danske elevorganisationer, der er bange for, at høje karakterkrav kommer til at begrænse adgangen til universiteterne.

- Vi har set en voldsom inflation i adgangskravene, som gør uddannelse utilgængelig for flere og flere unge, der dermed tabes på gulvet. I år får hver fjerde ansøger en afvisning, og hvad skal der så ske med dem?, spørger Martin Thing fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Formand for Danske Handelsskoleelever, Jonas Thisted mener, at de høje karakterer er en direkte konsekvens af, at man kan gange sit gennemsnit med 1,08, hvis man søger optagelse på en uddannelse inden for to år efter bestået studentereksamen.

- Karaktererne i dag er ramt af inflation og kan gøres kunstigt høje. Det er med til at bygge en karaktermur rundt om de videregående uddannelser, siger Jonas Thisted.

Hos Danske Studerendes fællesråd er bekymringen, at konsekvensen bliver, at universiteterne bliver for de få og ikke for den brede befolkning.

- Vi ved fra talrige undersøgelser, at det primært er unge fra ikke-boglige hjem, der bliver holdt ude af universiteterne, når tårnhøje karaktergennemsnit bliver nødvendige for at tage en uddannelse. Det siger Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Københavns Universitet er blandt de uddannelsesinstitutioner, hvor det i år er blevet sværere at komme ind. På 34 ud af KU's 67 bacheloruddannelser er adgangskvotienten højere end sidste år, og hver tredje uddannelse kræver mindst 9 i karaktergennemsnit for at komme ind.

Men hos Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, mener man, at der stadig er masser af muligheder for de unge, der ikke har et højt nok snit til drømmeuddannelsen.

- Selvom nogle uddannelser kræver svimlende høje gennemsnit, skal vi huske på, at det faktisk kun er 9 pct. af uddannelserne, der har en adgangskvotient over 9. Og med en gennemsnitlig studentereksamen har man adgang til ca. 80 % af uddannelserne, mens halvdelen af uddannelserne slet ikke har noget karakterkrav, forklarer Jakob Rathlev, områdechef for videregående uddannelser.

Har du fået afslag? Her er der vejledning

  • Natten til den 30. juli er der hjælpe at hente via livechatten på evejledning.dk

  • Fra 30. juli til 2. august kan du få professionel og personlig hjælp i livechatten. Der sidder en vejleder klar til at svare på spørgsmål alle dage mellem klokken 9 og 21.

Facebook
Twitter