Elever om Løkkes nye ny skoleplan: Ærgerligt med mindre bevægelse

De er dog alle enige om, at det er rart med mere fritid.

Mads Odgaard Jochumsen glæder sig til at have mere tid med vennerne, men er lidt ærgerlig over, at der bliver mindre tid til lektier på skolen.

I 6.b på Lillevang Skole, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag præsenterede regeringens justering af den seneste folkeskolereform, ærgrer eleverne sig over, at de færre timer på skemaet går ud over mængden af bevægelse i skolen.

Planen lægger op til, at skoleskemaet skruer op for naturvidenskab og ned for den understøttende undervisning. Sammenlagt får eleverne 1,8 timer kortere skoleuger.

- Det er lidt ærgerligt, at vi så får mindre bevægelse, leg og tid til at lave lektier. Så skal man jo bare lave det derhjemme, siger Mads Odgaard Jochumsen.

Han går i 6.b på skolen. Det samme gør Albert Hamann Lauritsen, og han kalder også den såkaldte UU (understøttende undervisning - også kaldet UUV, red.) for ’gode timer’, der er ærgerlige at miste. Til gengæld glæder begge drenge sig over at få mere fritid – og naturvidenskab.

Albert Hamann Lauritsen glæder sig også til mere fritid. Til gengæld føler han, at UU-timerne har gjort, at klassen har lært hinanden bedre at kende.

- Jeg kan rigtig godt lide de naturvidenskabelige fag og at lære, hvordan tingene fungerer. Hvorfor vokser blomster, som de gør, for eksempel? Det er rigtig spændende, siger Albert. Mads er enig:

- Vi har haft en del om klima, og det er fedt. Det er fedt at lære mere om jorden, og vi laver en masse forsøg, hvor man ser, hvad der sker, fremfor bare at læse om det.

Mere fri og tid til sport

Den understøttende undervisning, som regeringen vil skrue ned for, var en af grundstenene i folkeskolereformen, som Thorning-Schmidt-regeringen lancerede i 2013. Det blev defineret som timer, hvor læringen ikke er bundet op på fagundervisningens klassiske rammer, men i stedet foregår på tværs af fag, klassetrin og kombinerer teori og praksis. Ifølge eleverne på Lillevang Skole indebærer timerne ofte leg, rundbold, fodbold og lektielavning.

- Nogle gange får man tid til lektier i UU, og det er dejligt. Men andre gange er det bare leg. Så hellere tidligt fri, siger Agnete Sletgaard Boelt.

Agnete Sletgaard Boelt, der også går i 6.b på Lillevang Skole i Allerød, glæder sig til at få tidligere fri.

- Så kan jeg få mere tid til mine sportsgrene. Jeg kommer til at savne lidt bevægelse en gang imellem, tror jeg. Naturfagene lyder spændende og forsøgene er fede, men ofte sidder man bare og læser en masse. Man kunne godt bruge en pause en gang imellem – men hellere flere små pauser end 45-minutter lange UU-moduler, siger hun.

Karen Hessellund Vig skal på efterskole efter 9. klasse. Hun synes, det er meget lettere at huske læringen og lettere at være glad for at gå i skole med en kortere skoledag.

På Gistrup skole i Nordjylland går Karen Hessellund Vig i 9. klasse. Hun er elevrådsformand, og her bliver det politiske forslag modtaget med åbne arme:

- Dagene kan være lidt lange, og det bliver svært at koncentrere sig i de sidste timer og følge med i undervisningen. Det kan være svært at lære, når man er træt. Så ryger det lige ind og ud igen på den anden side.

- Så jeg synes, det er en rigtig positivt ting. Det bliver nok lettere at huske læringen, fortæller hun.

Facebook
Twitter