Elever om nationale test: Drop dem

Eleverne på Katrinebjergskolen i Aarhus krydser fingrer for at slippe for de nationale test

Tidligere i dag blev det forslået af Undervisnings- ministeriets rådgivningsgruppe, at sætte de udskældte nationale test på pause. (© (c) DR)

På Katrinebjergskolen i Aarhus underviser Mikael Brøgger Madsen i de sene eftermiddagstimer. Eleverne i lokalet arbjeder med deres lektier, mens Michael hjælper dem med både matematikafleveringer og samfundsfag.

Uanset hvordan lektier og afleveringer går for eleverne, skal de alle igennem de nationale test, som en rådgivningsgruppe i Undervisningsministeriet tidligere i dag anbefalede at sætte i bero.

Ifølge eleverne består testene ofte af gætværk og test af viden, som de ikke er undervist i. Én af de utilfredse elever, som har noget at sige om de nationale tests, er Frida Sofie Møldrup-Dalum

Frida Sofie Møldrup-Dalum føler sig ikke motiveret til at tage de nationale test, fordi hun ikke mener, de afspejler hendes faglighed.

- Nogen tror, at ved at sende 10 spørgsmål ud kan man få et blik af, hvordan alle elever i hele Danmark klarer sig fagligt. Det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Jeg føler ikke, at testen er brugbar for hverken os elever eller vores lærere. Det er en masse spørgsmål, som ikke giver et ordentligt indblik i, hvor dygtig jeg er, siger hun.

Plads til forbedringer

Rådgivningsgruppens evaluering af de nationale test indeholder 50 anbefalinger til forbedringer og indtil testene er justeret og forbedret, skal de altså sættes i bero, lyder opfordringen.

Dina Nasser Bakht er tit nervøs inden testene, på trods af at hun ikke mener, de betyder noget for hendes læring.

Eleverne i lektiecafeen i Aarhus er alle enige om, at der er plads til forbedringer, når det kommer til de omdiskuterede test.

- Jeg synes ikke, der er noget godt ved dem. Når man får sine resultater for testene, får man ikke at vide, hvad man har lavet forkert, og derfor kan man heller ikke forbedre sig, siger Dina Nasser Bakht.

Michael Brøgger Madsen mener, at testene lægger for meget fokus på konkurrence mellem elever og skoler.

Læreren, Mikael Brøgger Madsen, mener ikke, der er noget galt med at teste eleverne, men fokuserer i stedet på, hvad man får ud af dem.

- Som det er nu, er testene et nationalt sammenligningsgrundlag, det behøver det ikke at være, og det bør det egentlig ikke være i min optik. I stedet skal det være et værktøj for læreren til at gøre eleverne bedre, siger han.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har meddelt, at hun ikke umiddelbart vil sætte prøverne på pause. I stedet vil hun drøfte anbefalingerne med de øvrige partier.