Elever skal tale dansk i frikvartererne

En skole i Odense har besluttet, at de fremmedsprogede elever skal tale dansk i frikvartererne. Beslutningen kommer efter, at nogle har chikaneret og råbt efter elever og lærere på arabisk.

På en skole i Odense har fremmedsprogede børn fået at vide, at de skal tale dansk i frikvartererne. Det sker efter nogle elever har råbt efter lærere på arabisk.(Arkivfoto).

En skole i Odense har besluttet, at de fremmedsprogede elever skal tale dansk i frikvarterene. Beslutningen kommer, efter at nogle af eleverne har chikaneret og råbt efter elever og lærere på arabisk, skriver Fyens Stiftstidende.

Dermed er det slut med at hyggesludre på Seden skole i Odense på arabisk, når klokken ringer til frikvarter. For skolen har haft alvorlige problemer med tosprogede elever, der har råbt og chikaneret lærere og elever på deres modersmål.

Kontroversiel beslutning

Og det har betydet, at skoleinspektør Carsten Høyer har truffet en kontroversiel beslutnining. Nemlig at elever skal tale dansk i frikvarterene.

Til Fyens Stiftstidende siger inspektøren, at hvis de taler et andet sprog end dansk, vil de blive irettesat af læreren, og i sidste ende vil deres forældre blive indkaldt til en kameratlig samtale på skolen.

Men det er en dårlig ide med forbud mod at tale arabisk, mener Brit Bremer Christoffersen, der er skolebestyrelsesmedlem på skolen.

Svært at forbyde

- Når man går sammen med en, man har fælles sprog med, så vil man tit og ofte tale det til hinanden, det er faktisk helt naturligt, siger Brit Bremer Christoffersen til DR Nyheder. Hun mener, at man ikke kan forbyde børnene at tale for eksempel arabisk med hinanden.

Hun mener der skal sættes ind et helt andet sted.

- Man skal starte helt nede i indskolingen, så børn får et naturligt forhold til, at når man er ude, taler man samme sprog med hinanden, så alle kan være med i legen, siger hun.

Gør enkelttilfælde til en generel regel

Advokat Niels Erik Hansen, der er centerleder for dokumentations- og rådgivningscentret for racediskrimination, kalder skolens initiativ for diskrimenerende.

- Lige præcis de her kollektive afstraffelser, kan man vel nærmest kalde det, det er jo selve kernen af, at man diskriminerer. At man tager nogle enkelttilfælde, og så gør det til en generel regel, der rammer alle.

Minister: Respekter skoleledere, der ønsker orden

Undervisningsminister Bertel Haarder ønsker ikke at blande sig i sagen, men han understreger, at man altid skal have respekt for skoleledere, der forsøger at holde orden på skolen.

- Og jeg synes ikke, at sanktionen er særlig alvorlig, eller at man kan tale om et stærkt overgreb. Man må hverken tale grimt på dansk eller arabisk, og det afgørende er at få det stoppet, og ikke hvilke regler der er på området, siger han til Ritzau.

Ordningen gælder foreløbig frem til 15. januar, og kun i fællessituationer og ikke, når to elever går afsides og taler sammen.

Facebook
Twitter