Eleverne: Sjovt at gå i skole hele dagen

Eleverne på heldagsskolen i Taastrup synes både, at længere skoledag og frikvarterer er et hit.

Eleverne på heldagsskolen i Taastrup synes både, at længere skoledag og frikvarterer er et hit. (© DR)

For eleverne på Selsmoseskolen er det ikke slemt at gå i skole hele dagen.

Tværtimod er de elever, som DR Nyheder snakkede med, glade for de ekstra timer på skolebænken.

- Jeg lærer rigtig meget, og så er det sjovt, fordi vi har tre frikvarterer, siger Salaheddine El-Bouhalati fra 4. klasse.

Vi lærer mere

Han bakkes op af Berfin Koç, der har venner i almindelige 'halvdagsskoler'.

- Jeg synes, at det er interessant og sjovt i timerne. Vi går i skole til klokken 16 og lærer mere, end andre gør.

Bedre end halvdagsskolen

Fadwa Kassoudi gik på en anden folkeskole til midt i 4. klasse, så blev hun flyttet til Selsmoseskolen, og det er hun glad for.

- Tidligere gik jeg kun i skole fra 8-13, og der lærer man ikke så meget, som man gør her. Der er også mere frikvarter her. Nu er det mere spændende at gå i skole, og man lever mere. Jeg er blevet bedre til natur/teknik og historie, og nu kan jeg også gange med to tal i matematik. Det lærte jeg ikke før, siger hun.

Facebook
Twitter