EMA sammenligner AstraZeneca-vaccinen med blodpropper fra p-piller - men kan man det?

Sammenligningen giver mening, men kan give skepsis om p-piller, siger ekspert.

Risikoen ved AstraZenecas vaccine svarer lidt til risikoen ved p-piller, lyder det fra Det Europæiske Lægemiddelagentur. (Foto: DADO RUVIC)

Man kan sammenligne risikoen for blodpropper ved AstraZeneca-vaccinen med den, som kvinder bliver udsat for, når de bruger p-piller.

Sådan lød det i går fra det europæiske lægemiddelagentur, EMA, da de holdt pressemøde om risikoen ved AstraZenecas vaccine mod covid-19.

For en af de sjældne bivirkninger ved p-piller er nemlig blodpropper, ligesom det ser ud til at være en sjælden risiko ved vaccinen.

Og i begge tilfælde er det medicin, man også giver til folk, selvom de er sunde og raske - selvom det altså indebærer en risiko.

- P-piller gives til kvinder, der ellers er sunde og raske. Og behandler vi 10.000 kvinder med p-piller i et år, ser vi fire yderligere blodpropper det år.

- Det giver et sammenligningsgrundlag med et andet præparat, som har sjældne bivirkninger, som vi er nødt til at tage højde for, sagde EMA's datachef, Peter Arlett, på pressemødet i går.

Se, hvad EMA sagde om p-piller og blodpropper i videoen her:

Men de blodpropper, man i sjældne tilfælde kan få af p-piller og af vaccinen, er ikke de samme. Langtfra endda.

Alligevel giver sammenligningen ret god mening. Det siger Søren Risom Kristensen, der er klinisk professor på Aalborg Universitet og forsker i blodpropper.

- Det er jo helt rigtigt ud fra det argument, at nærmest al medicin har nogle i bivirkninger, og i det her tilfælde er der en lille men ganske alvorlig bivirkning ved begge præparater, som man giver til folk, der egentlig er sunde og raske, siger han.

Derfor er det et godt billede på, at man i begge tilfælde udsætter folk for en lille risiko.

Her stopper sammenligningen

Men der er dog en væsentlig forskel, mener Søren Risom Kristensen. For når det kommer til p-piller har de en stor fordel for den enkelte kvinde, der tager dem. Nemlig at undgå graviditet.

Men for en rask 20-30-årig er risikoen for alvorlig sygdom med coronavirus ikke særlig stor. Derfor er fordelen for den enkelte person i den alder heller ikke lige så stor.

- Så når man giver vaccinen til en rask 20-årig, er det for at opnå en gevinst for resten af samfundet, ved at vi mindsker smitten og opnår flokimmunitet.

- Ved p-piller er fordelene mere individuelle. Der er det den enkelte kvinde, der får noget ud af det. 20-30-årige vil jo nok også gerne undgå smitten med covid-19, men reelt har de ikke så stor gavn af vaccinen, som vi ældre har, siger han.

Også Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet, mener, at sammenligningen med risikoen ved p-piller giver mening.

Og de internationale sundhedsmyndigheder prøver med netop det eksempel at kommuikere et helt bestemt synspunkt, vurderer han.

- Tag England som eksempel. Her handler det om, om man skal fokusere på de 18 dødsfald efter vaccinen, eller de potentielt tusindvis af mennesker, der bliver reddet ved at få vaccinen. Og de titusinder, der undgår indlæggelser og de millioner, der kan komme i skole igen, fordi folk bliver vaccineret.

- Det er altså balancen mellem ulemperne for den den enkelte person og fordelene på samfundsniveau, man prøver at skubbe til. Der er det relevant, at der er nogle myndigheder, der sætter sig op i helikopterniveau, siger han.

Pas på p-pille-skepsis

Men man skal samtidig passe på, når man bruger så specifikke sammenligninger, som EMA gjorde i går. For det risikerer at rykke ved folks opfattelse af p-piller, og det skal man være forberedt på.

- Jeg er nervøs for, at der går mange rygter på internettet om p-piller nu. Jeg forstår sammenligningen, men den er fyldt med risiko. Man skal ikke skjule de her diskussioner, men du skal virkelig være klar til det, der kan opstå bagefter.

- Skaber det en balanceret opfattelse eller måske en unødig angst i forhold til p-piller? Der skal man være klar til, at der kan opstå noget tvivl, som de praktiserende læger skal være klar til at tage sig af, siger han.

EMA's pressemøde i går handlede om den mulige risiko for blodpropper i forbindelse med vaccinen fra AstraZeneca.

Ud fra en gennemgang af 86 indberettede tilfælde af blodpropper og 18 dødsfald blandt 25 millioner vaccinerede i EU konkluderer man, at de usædvanlige blodpropper skal ses som en mulig sjælden bivirkning af vaccinen.

EMA konstaterer dog også, at der overordnet stadig er flere fordele end ulemper ved at benytte vaccinen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk