Embedsmænd får bonusløn for gode fejl

Få løn efter hvor mange fejl, du laver. Sådan er virkeligheden i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

(© Scanpix)

Chefen for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune kræver, at hans medarbejdere skal kunne præsentere mindst to gode fejl ved den årlige lønforhandling for, at de kan få udbetalt den maksimale bonus.

Sådan har det været de seneste 5-6 år, og de ansatte trives med ordningen, fortæller planlægningschef Mads Kamp Hansen.

- Jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få min fulde bonus udbetalt!

Men det har andre, fortæller administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns kommune, Carsten Haurum, som står bag ordningen.

- Der var et år, hvor fejlene simpelthen var for dårlige, så ville jeg ikke udbetale hele summen. Men næste år gik det meget bedre, og det blev også honoreret!

Ikke regnskabsfejl

En god fejl er ifølge Carsten Haurum en fejl, hvor en medarbejder har taget et godt initiativ, som desværre ikke er lykkedes. Det giver altså ikke ekstra bonusløn at lave en dumme-fejl i regnskabet.

- Det her er en gimmick, som skal sætte fokus på den nul-fejls-kultur, der alt for længe har hersket inden for det offentlige. Den kultur gør de ansatte bange for at tage en chance, risikere noget uden at have orienteret chefen helt ned i detaljen.

Gimmick eller ej, Carsten Haurum mener, at bonus for fejl har skabt en anden kultur blandt hans medarbejdere, så der tages flere initiativer og paradoksalt nok begåes færre dumme fejl, fordi de ansatte føler mere ansvar.

Han vil ikke sige præcist, hvor store summer der er tale om for de gode fejl, blot at "det er nærmere 5000 end 500 kroner".

- Det er altså ikke beløb, man bliver ruineret af, men stadigvæk stort nok til at man gerne vil stræbe efter at opnå det, siger Carsten Haurum.

Facebook
Twitter