Embedsmænd frikendte på forhånd CIA

Selv om Danmark ikke havde spurgt USA om fangeflyvninger, så var CIA-arbejdsgruppe klar til at frikende amerikanerne.

Konklusionen var skrevet på forhånd, da regeringen i 2008 undersøgte anklagen om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA havde brugt dansk luftrum til ulovlige fangetransporter.

Selv om Danmark endnu ikke havde fået noget svar fra amerikanerne på flyvningerne, så var den såkaldte CIA-arbejdsgruppe således klar til at frifinde dem.

Det viser hidtil hemmeligstemplede papirer fra den tværministerielle arbejdsgruppe, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Wikileaks afsløringer

Oplysningerne kommer samtidig med, at oplysninger fra Wikileaks afslører, at regeringen tilsyneladende har ført et dobbeltspil, så mens man udadtil lovede at stille kritiske spørgsmål til USA, så sagde topembedsmænd det modsatte til den amerikanske ambassadør i Danmark, nemlig at man ikke ønskede svar, men stilhed, i håb om sagen døde af sig selv.

CIA-arbejdsgruppen blev nedsat, efter Danmarks Radio (DR) i januar, i dokumentarudsendelsen "CIA's danske forbindelse", havde afsløret, at CIA-dækselskaber i flere år havde benyttet den grønlandske lufthavn Narsarsuaq.

Ingen beviser

Men et halvt år senere var CIA-arbejdsgruppens foreløbige konklusionen klar: På trods af de mange danske og internationale skriverier - og undersøgelser - så var der hverken beviser for, at CIA eller andre amerikanske myndigheder havde anvendt civilt indregistrerede fly til ulovlige transporter af tilbageholdte terrormistænkte til andre lande, eller at de danske myndigheder skulle have kendt til det.

- På den baggrund konkluderer arbejdsgruppen, at der ikke har været gennemført ulovlige fangetransporter i dansk, grønlandsk eller færøsk luftrum, hedder det i august 2008 i det tredje udkast til arbejdsgruppens rapport.

Grønlandske hjemmestyre nægtede

Netop den konklusion nægtede det grønlandske hjemmestyres medlemmer af arbejdsgruppen imidlertid at skrive under på. I hjemmestyrets bemærkninger og rettelsesforslag til arbejdsgruppens udkast til rapporten hedder det derfor blandt andet:

- Konklusionen er for vidtgående i forhold til rapporten, medmindre at vi modtager en klar erklæring fra USA om, at de ikke har gennemført fangetransporter. Det vi efter vores opfattelse p.t. kan konkludere er, at der har været nogle flyvninger med formodet CIA-tilknytning samt flyvninger, hvor der er indicier for CIA-tilknytning, men vi har ikke mulighed for at få opklaret, om der har været fanger ombord, udover ved at spørge USA, skriver hjemmestyret.

- Derfor kan der maksimalt stå, at arbejdsgruppen ikke har fundet dokumentation for, at der ikke er gennemført ulovlig fangetransporter...(men den har heller ikke fået dokumentation for, at dette IKKE kan være sket), hedder det.

Konklusion ændret

Da Danmark efterfølgende endelig spurgte amerikanerne, om de ulovlige fangeflyvninger havde fundet sted, måtte arbejdsgruppen i oktober nu ændre konklusionen. Svaret var nemlig, at USA hverken ville af- eller bekræfte flyvningerne.

- Det kan på baggrund af de for CIA-arbejdsgruppen foreliggende oplysninger hverken bekræftes eller afvises, at der har været gennemført ulovlige fangetransporter i dansk, grønlandsk eller færøsk luftrum, hedder det i CIA-arbejdsgruppens endelige "Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne".

Facebook
Twitter