Emilie Meng er fundet død

Den forsvundne Emilie Meng fra Korsør er blevet fundet død, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterlyste Emilie Meng fra Korsør fundet død Juleaftensdag i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup. (Foto: /Scanpix 2016). (Foto: /Scanpix 2016) (© Scanpix)

Den forsvundne Emilie Meng fra Korsør er fundet død, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiinspektør Kim Kliver 0plyser, at det med sikkerhed er Emilie Meng, der er blevet fundet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi holder pressemøde på politistationen i Vordingborg klokken 20.30.

- Fundet åbner op for nogle helt nye efterforskningsmuligheder. Vi ved nu, at Emilie er fundet langt fra sit hjem, og derfor vil vi på pressemødet fortælle, hvordan borgerne kan hjælpe os med oplysninger i forhold til den nye situation, udtaler Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Ved pressemødet vil Kim Kliver og efterforskningsleder vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen redegøre for de nærmere omstændigheder ved fundet og besvare spørgsmål.

Fundet død i Borup

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tidligere i dag, at politiet om eftermiddagen på juleaftensdag havde modtaget en anmeldelse af, at der var blevet fundet en død person i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup i Køge Kommune.

Den afdøde blev kørt til Retsmedicinsk Institut til nærmere undersøgelse, og politiet oplyste, at sagen blev behandlet som et mistænkeligt dødsfald.

Der er derfor også blevet foretaget omfattende undersøgelser på og omkring findestedet. Noget tyder ifølge politiet på, at liget havde ligget på stedet gennem længere tid.

Den afdøde er blevet obduceret søndag for at afklare, om der var tale om selvmord, en ulykke eller om en kriminel handling.

17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station natten til 10. juli efter en bytur i Slagelse.

Emilie Mengs familie er blevet underrettet.

Politiet afspærrede findestedet efter fundet af den afdøde ved Borup. (© Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk