En død med coronavirus over weekenden

Siden fredag er en person død med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

18 personer i Danmark er nu indlagt med coronavirus, og det er én mere end i fredags.

De viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Over weekenden er én person med coronavirus afgået ved døden, og yderligere 91 er bekræftet smittede.

Seks personer er indlagt på intensiv heraf tre i respitator. I alt er én patient mindre indlagt med respirator i Danmark.

Norge har for første gang ingen i respirator

Norske hospitaler har mandag for første gang siden virusudbruddets start slet ingen coronapatienter i respirator.

Det oplyser de norske sundhedsmyndigheder, skriver den norske avis VG.

I alt er seks patienter mandag indlagt med coronavirus på norske hospitaler, men ingen af dem har altså behov for behandling med respirator.

En af de seks patienter er dog fortsat indlagt på intensiv, skriver nyhedsbureauet NTB.

De indlagte befinder sig alle i det sydøstlige Norge.

Siden coronavirusset brød ud i Norge, er i alt 8981 nordmænd blevet testet positive for virusset.

Omkring 250 nordmænd er registreret døde med coronavirus, siden virusset brød ud i landet.

Til sammenligning er der i Danmark konstateret over 12.900 smittede, mens over 600 patienter er registreret døde med coronavirus.

Sverige registrerer ti døde med coronavirus siden fredag

Antallet af døde med coronavirus i Sverige er over weekenden steget til 5.536, oplyser Folkhälsomyndigheten.

I Sverige er der registreret ti dødsfald blandt coronapatienter siden fredag.

Det viser en opgørelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag.

Dermed er i alt 5.536 personer døde med coronavirus i Sverige.

Over weekenden er 928 personer desuden blevet testet positive for virusset. Dermed er det samlede antal af smittede i Sverige steget til 75.826.

Samtidig er antallet af indlagte på intensivafdelingerne på de svenske hospitaler steget med fem siden fredag.

DR Nyheder/Ritzau

Facebook
Twitter