'En dyretragedie': Millioner af fisk dør for laksens skyld

Hver dag dør 150.000 rensefisk. De hjælper opdrættede laks i Norge med at overleve. Selv har de et dårligt liv.

De fleste rensefisk er stenbidere.

Rensefiskene er vigtige hjælpere.

De spiser nemlig lakselus og sørger for, at mange opdrættede laks i Norge ikke bliver skadet eller dør.

Og det betyder, at vi kan blive ved med at købe laksefileter fra supermarkedet. De er nemlig ofte opdrættet i Norge med rensefisk omkring sig.

Men hvor laksens dyrevelfærd ofte bliver diskuteret, bliver rensefiskene sjældent nævnt i den debat.

Og det er til trods for, at det står dårligt til for rensefisken, skriver det norske nyhedsmedie DN. For næsten alle rensefisk, der bruges til lakseopdræt, dør. Og det handler om 30 millioner rensefisk hvert år, skriver mediet.

Det er en kombination af sygdom, sult og miljø, der slår rensefiskene ihjel.

Laksen er midtpunktet

Problemet er, at opdrætssystemet er lavet til at opdrætte laks. Ikke til at opdrætte rensefisk.

- Man bringer rensefisk ind i et miljø, som ikke er designet til dem, siger Niels Jørgen Olesen. Han er professor i fiskesygdomme på DTU Aqua.

- Det giver helt klart en række velfærdsmæssige problemer at gøre det på den måde, siger han.

Når rensefiskene bliver bragt sammen, så får de sygdomme fra laksen, men de har også deres egne sygdomme. Og når man opdrætter mange af den samme art og holder dem tæt på hinanden, så udvikler de sygdomme.

Det har man bare ikke haft fokus på.

- Historisk set fandt man ud af, at det her med rensefisk er en god ide, fortæller Niels Jørgen Olesen.

Det betyder nemlig, at man bekæmper det store problem med lakselus uden at skade miljøet med kemikalier. Men man har ikke haft fokus på sundheden for rensefiskene.

- Det er klart et område, der bør komme meget mere i fokus i fremtiden, lyder det fra professoren.

Det er en 'Dyretragedie'

I Norge kalder flere eksperter det en dyretragedie, at så mange rensefisk dør.

Trygve T. Poppe er professor emeritus fra NMBU Veterinærhøgskolen i Oslo, og han mener, at man knap løfter et øjenbryn over, at de dør.

- At lukke øjnene for det er kalkuleret og iskold kynisme. Og noget af tragedien er jo, at næsten ingen kender til den her tragedie, siger han til nyhedsmediet DN.

Heller ikke det norske Mattilsynet, som har tilsyn med industrien og som også forvalter dyrevelfærdsloven, mener, at det er acceptabelt, skriver DN.

Niels Jørgen Olesen fra DTU Aqua mener også, at det er et problem, at så stor en andel af fiskene dør.

- Selvfølgelig er det helt klart problematisk, at vi ikke kan tage ordentlig vare på fisk, som vi anvender, og som arbejder for os i en produktion, siger han.

Forsker i rensefisk

Lige for tiden bliver der forsket en del i rensefisk. Blandt andet også i Danmark.

- Man arbejder på at kunne indrette anlæggene, så de passer bedre til rensefisk, siger Niels Jørgen Olesen.

- Det vil sige, de skal have skjul. De skal helst have faste flader, de kan sætte sig på. Man skal også sikre, at der er velegnet foder til dem. For i de perioder, hvor der ikke er særlig mange lakselus, der skal de selvfølgelig også fodres tilstrækkeligt, lyder det fra professoren.

I Danmark på DTU er man ved at udvikle vacciner til rensefisk. Ligesom laksen i dag bliver vaccineret.

- Man forsker også i, hvordan man kan bruge rensefisk som mad til mennesker, fortæller Niels Jørgen Olesen.

- Så det er ikke rent wild west, det her, slutter han.