Det var en tydeligt lykkelig og overvældet kronprins Frederik, der ca. kvart over ni kom ud i Rigshospitalets foyer og mødte en talstærk presse som far for første gang.
- Den lille prins ligner et lille nyfødt barn, som ikke er mere end otte timer gammelt. Det er en ubeskrivelig fornemmelse for mig og min kone, som har det rigtig godt, sagde kronprinsen.
- Den lille har det også godt og ved slet ikke, hvad der venter ham i fremtiden, fortalte kronprins Frederik om sin lille søn på 3.500 gram og 51 centimeter.
Fældede en tåre
Kronprins Frederik var med under hele fødslen, som startede fredag eftermiddag. Og kronprinsen fældede da også en tåre, da han så sin søn for første gang.
- Lige når finalen er der, og det første blik kommer, så skal man ikke stå og lege supermand, sagde kronprins Frederik.
Kronprinsen klippede ligesom sin lillebror prins Joachim selv navlestrengen over.
- Man er fuldstændig overvældet. En af de mange gode ting ved at blive far er, at man ikke rigtig kan forberede sig mentalt på, hvad der vil løbe igennem ens sind, i det øjeblik man får øje på sin søn, fortalte kronprinsen.
Mary var tapper
Kronprinsessen klarede fødslen flot, fortalte kronprins Frederik, der var stolt af sin kone og beskrev hende som tapper.
- Det var en god fødsel, mor og barn var med hele vejen, og det var for mig det vigtigste. Der er forskel på mand og kvinde, og vi kan ikke med vores vildeste fantasi forestille os, hvad der sker, fortalte han den blitzende presse.
Kendte ikke kønnet
Kronprinsen og kronprinsessen havde valgt ikke at få at vide, om det var en lille ny prins eller prinsesse, der ventede dem.
- Vi valgte at stå imod vores nysgerrighed, fortalte kronprins Frederik.
Det er endnu ikke blevet besluttet, hvornår kronprinsesse Mary og den lille nye tronarving skal hjem til Fredensborg. Men når det sker, skal han sove i sine forældres soveværelse.
- Han skal sove inden for en armslængde fra sin far eller sin mor, sluttede kronprinsen pressemødet.