En milepæl i kampen mod corona: Vaccine-beredskab skal stresstestes med 100.000 stik i dag

I Nordjylland kan man såmænd blive vaccineret til lyden af live-musik.

Mandag er anden gang, der bliver holdt 'generalprøve' på test af mange danskere. Formålet er at sikre, at systemet er klar til at håndtere 100.000 vaccinationer i døgnet senere på foråret. (Foto: Palle Herløv)

I dag bliver der skrevet et nyt afsnit i fortællingen om Danmarks kamp mod coronaen.

Ikke færre end 100.000 skal efter planen lægge overarm til et stik med vaccine fra enten Pfizer/Biontech eller Moderna.

I starten af året meldte Sundhedsstyrelsen ud, at regionerne skulle kunne vaccinere netop 100.000 om dagen, og i dag er så dagen, hvor testsystemet skal stå sin prøve.

- Vi gør det for at opruste til den kommende tid, hvor leveranceplanerne viser, at vi skal være klar til at modtage større leverancer, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Når så mange mennesker skal igennem vaccinationssystemet på én dag, forventer man, at det bliver en prøvelse for det personale, der skal få det hele til at glide problemfrit.

Det betragtes som en såkaldt stresstest, hvor formålet - som sundhedsministeren skriver - er at sikre, at man er klar til at klare presset, når flere millioner danskere skal stikkes de kommende måneder.

Danmark modtager her i de første uger af april omkring 250.000 vacciner om ugen. Det ventes i maj at stige til 400.000, 800.000 i juni og 1,3 millioner i juli.

Tallene er dog inklusive AstraZeneca-vaccinen, som i øjeblikket er suspenderet herhjemme, mens myndighederne undersøger sammenhængen mellem vaccinen og nogle sjældne bivirkninger.

- Set fra perspektivet om at opnå flokimmunitet er i dag begyndelsen på den turbo, vi håber på, meget hurtigt vil få os frem til en situation, hvor dem i risiko for at udvikle indlæggelses-krævende covid-19 er vaccinerede. Når vi kommer der til, vil grundlaget for nedlukningen snart forsvinde, siger Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og forsker i vaccine på Aarhus Universitet.

DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling kalder dagen en vigtig milepæl for vaccinationsindsatsen:

- Vaccinerne er løsningen på hele problemet med corona. Fra den dag, Mette Frederiksen lukkede landet ned første gang, har det stået klart, at de er nøglen, der skal åbne landet og give os hverdagen tilbage.

- Nu begynder vaccinerne at komme i endda meget stor udstrækning, og derfor skal regionerne nu bevise over for dem selv og andre, at de kan løse opgaven og være hundrede procent klar til det, siger Peter Qvortrup Geisling.

- De har tidligere prøvet at vaccinere 35.000 på en dag, og de lærte nogle ting dengang sidst i februar. Blandt andet blev det bekræftet, at det er svært at styre så mange mennesker, som der er tale om her. Vi danskere har det ind imellem med at komme i for god tid, og det skal man altså lade være med i en situation, hvor det fortsat er vigtigt at holde afstand til hinanden, fastslår DR’s sundhedskorrespondent.

Statsminister Mette Frederiksen lagde vejen forbi Øksnehallen i København under den første generalprøve med mange daglige vacciner fredag den 26. februar 2021. Omkring 5.000 københavnere fik stikket den dag. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Sidst savede man et hul i væggen i Vejle

Alene i Region Hovedstaden skal 30.000 vaccineres imellem klokken syv og klokken 22.

- Vores opgave er at få flest mulige borgere forsvarligt igennem til vaccine, samtidig med at det skal være en god og tryg oplevelse, siger Helene Bliddal Døssing, der er konstitueret vicedirektør i regionens akutberedskab.

- Ved nogle af centrene er der udfordringer med blandt andet parkering og risiko for trafikpropper, og her samarbejder vi med politiet for at sikre gode trafikale forhold, siger Helene Bliddal Døssing.

Det er første gang, der er aktivitet i alle regionens syv vaccinationscentre. Blandt dem et helt nyåbnet center i Helsingør.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder det 'en kæmpe udfordring'.

- Men vi har brug for at prøve det hele af i den her skala, så vi er klar, når de store leverancer af vacciner kommer. Det er vigtigt, at vi får draget nogle erfaringer, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR Nyheder.

I Vejle håber afdelingssygeplejerske Lisbeth Ejskjær fra Sygehus Lillebælt, at dagen kommer til at forløbe problemfrit, og hun har en opfordring, som med garanti også gør sig gældende i resten af landet.

Den ligger helt i tråd med Peter Qvortrup Geislings ord.

- Lad være med at komme 15-30 minutter før, du har en tid. Det er ikke en god idé ude i de her covid-centre, for det skaber pres på køen. Det er sådan noget, vi er opmærksomme på. Det er vigtigt for flowet, siger Lisbeth Ejskjær.

Sidste gang var der på centret i Vejle fokus på at få indrettet vaccinationsstedet, så der var fysisk plads til strømmen af mennesker, fra de kom ind på centret, til de var færdigvaccineret og skulle ud igen.

Blandt andet savede man i 11. time et hul i væggen for at åbne en ekstra gangpassage.

I Region Nordjylland kan der vente folk lidt af en overraskelse, når de træder ind i vaccinationscentret.

Regionen har hyret musikere fra Aalborg Symfoniorkester til at tage rundt til alle centrene i de 11 nordjyske kommuner i perioden fra i dag til og med den 20. april.

Tre-fire mand vil derfor spille løs i en times tid for at markere, at nu er Nordjylland også et sted, hvor der vaccineres i stor skala. Det hele kommer til at foregå ’coronasikkert’, oplyser Region Nordjylland.

Her skal i alt stikkes 10.000.

- Vi er spændte. Det er den helt store generalprøve. Vi plejer at vaccinere 2.500 om dagen, så det er et stort skridt at skulle op på 10.000, siger regionsrådsformand Ulla Asmann.

Som en del af forberedelserne har man blandt andet set på, hvor de fysiske forhold kunne forbedres. Derfor er der lavet større venterum for dem, der er vaccineret og et bedre køsystem, så man kan se, hvornår man gå tage hjem.

Man skal gerne vente i 15 minutter efter at have fået sprøjten, så man er sikker på ikke at få en akut, negativ reaktion uden sundhedspersonale i nærheden.

48 procent af danskere mellem 80-89 år er nu færdigvaccineret, oplyser Sundhedsministeriet. Alder er en af de største risikofaktorer i forhold til at få et alvorligt forløb, hvis man bliver syg med covid-19. (Foto: MARIO TAMA © Scanpix)

'Bare it-systemet ikke svigter'

I Rønde Idrætscenter skal der vaccineres 700, hvilket er 300 flere end hidtil på en enkelt dag.

Ingelise Helles er leder af stedet, og hun har en ting, der bekymrer hende: it-systemet FMK - Fælles Medicin kort.

Hun har tidligere oplevet nedbrud i op imod en halv time, så det skal helst ikke ske igen i dag.

- Hvis edb'en svigter os, så vi ikke kan registrere og få kaldt patienterne ind efter det tavlesystem, vi har, skal vi føre alt manuelt og bruge en masse tid på det. Så kan vi være nok så beredte, siger Ingelise Helles.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk