En person ramt i nyt bandeskyderi på Nørrebro

Endnu et banderelateret skyderi har ramt Nørrebro i København. Skudoffer er uden for livsfare.

Politiet har afspæret området, hvor skyderiet fandt sted. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Det var en del af den verserende bandekonflikt i Købehavn, da en person her til aften blev ramt af skud ved Griffenfeldsgade på indre Nørrebro.

Det oplyser Københavns Politi.

Personen er uden for livsfare, skriver politiet på Twitter.

Skyderiet fandt sted i den del af Nørrebro, hvor bandemedlemmer ofte opholder sig - herunder medlemmer af banden Loyal To Familia.

Men det er endnu uvist, hvem der er blevet ramt af skud og hvorfor.

Politiet rykkede talstærkt af sted mod den bandeplagede bydel, da anmeldelsen kom ved 20.30-tiden. Og hurtigt blev de omkringliggende gader nær Folkets Park og Blågårds Plads afspærret.

Afspærringerne bliver stadigvæk opretholdt her i timerne efter skudepisoden, og der er fortsat et meget stort antal betjente til stede.

Politiet lavede ifølge DR Nyheders reporter på stedet hurtigt en jernring om gerningsstedet, og de mange blå blink kunne tydeligt ses af beboerne, som kiggede ud af deres vinduer.

- Jeg har lige talt med folk på en café ved Folkets Park, som sagde at de hørte og så skyderiet. Jeg så selv en båre, som blev kørt ind i en ambulance, fortalte DR's reporter tidligere på aftenen.

Ifølge Ritzau arbejder politiets teknikere ud for en café og en port ved nummer 15 på Griffenfeldsgade.

Sagen kort

  • Banden Loyal to Familia, LTF, har siden foråret haft en konflikt med blandt andre banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

  • De fleste af de mange skudepisoder, der sommeren og efteråret igennem har plaget København tilskrives konflikten mellem de to bander - en konflikt, der foreløbig har kostet to menneskeliv.

  • Den 31. oktober bliver tre mænd med tilknytning til Brothas ramt af skud, da der fra en bil bliver affyret en byge af skud mod dem. En af de ramte - en 30-årig mand - bliver dræbt.

  • Tre dage senere bliver en 20-årig mand natten til 3. november skudt og dræbt, da han kommer kørende i sin bil i Tingbjerg i det nordvestlige København. Kilde: ritzau.

/ DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk