En person tiltales for trusler mod Yahya Hassan

En person tiltales nu for trusler mod Yahya Hassan. Flere kan følge, oplyser politiet.

Truslerne blev især fremsat på Facebook efter Yahya Hassans optræden i Deadline på DR2 i begyndelsen af oktober. (Foto: DR © DR)

Københavns Vestegns Politi har nu rejst tiltale mod en person for trusler mod digteren Yahya Hassan.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Tiltalen rejses på baggrund af en række trusler, som var blevet fremsat på DR2 Deadlines Facebook-side.

Flere tiltaler på vej

Det forventes, at der er flere tiltaler på vej i sager, der efterforskes af andre politienheder i landet. Herunder Østjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi.

- I øjeblikket forventer jeg, at Anklagemyndigheden vil rejse tiltale i flere af de sager, hvor digteren Yahya Hassan er blevet truet på Facebook. Hvert forhold beror dog på en nærmere efterforskning og en konkret vurdering, siger advokaturchef Dorit Borgaard, Advokatur personfarlig kriminalitet, Københavns Politi i pressemeddelelsen.

I alt 27 trusler

Der er i alt anmeldt 27 trusler, der alle er sendt til Yahya Hassan gennem Facebook.

Seks trusler blev vurderet som så alvorlige, at der var grundlag for en strafferetlig efterforskning.

Det er de efterforskninger, der nu har ført til, at der rejses tiltale for trusler i den ene sag.

Efter en indledende juridisk vurdering af indlæggene vurderede Københavns Politi, at tre af indlæggene var en overtrædelse af straffelovens § 266 om trusler mod andres liv, helbred eller velfærd.

En sag er blevet droppet

Et fjerde indlæg vurderedes til muligvis at kunne indeholde sådan en trussel. Det vil dog afhænge af en nærmere afhøring, oplyser politiet.

Københavns Politi har også selv efterforsket en af truslerne. Her er tiltalen dog frafaldet efter nærmere undersøgelse:

- Det pågældende indlæg indeholdt en forholdsvis ukonkret formulering om, at "Gutterne fra Århus skal nok find ham". Et andet sted i samme tråd havde afsenderen desuden specifikt skrevet, at "vi kan ikke gøre andet end at snak ham til fornuft", siger Dorit Borgaard i pressemeddelelsen.

Efter at have afhørt den sigtede vurderede poltiet, at der ikke var en trussel af 'tilstrækkelig grov karakter til at udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266'. Derfor blev den ene sigtelse ophævet.

En truet digter

Efter udgivelsen af sin første digtsamling er 18-årige Yahya Hassan i den grad blevet en offentlig personlighed.

Forleden måtte et enormt poltiopbud sørge for, at en digtoplæsning med Yahya Hassan på en skole i Vollsmose-bydelen i Odense kunne forløbe fredeligt.

Hans første digtsamling er nu trykt i 57.000 eksemplarer.

Facebook
Twitter