En voldsdom i København kan udløse karantæne fra nattelivet i hovedstaden - men også i Jomfru Ane Gade

- Som udgangspunkt er vi rigtig glade for det værktøj, for det er noget, der rammer de få, men er til gavn for de mange, siger politiinspektør.

Vold og våbenbesiddelse kan fremover udløse et tidsbegrænset forbud i nattelivet. (Arkivfoto) (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

Dage, uger eller måneders karantæne for at gå i byen.

Det kan blive den nye virkelighed for personer, der er dømt for visse former for kriminalitet i nattelivet.

For en lov, der trådte i kraft den 1. juli, giver politikredsene mulighed for at etablere såkaldte nattelivszoner. Det er et værktøj, som gør, at det er forbudt at tage ophold i zonerne, hvis man er dømt for uroligheder i nattelivet.

Og forbuddet er landsdækkende. Så hvis man er dømt for vold på en beværtning i Kødbyen i København, så er man også forment adgang til en eventuel nattelivszone i eksempelvis Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Lige nu er det kun Københavns Politi, som har taget det nye greb i brug. Den 14. september etablerede landets største politikreds fire zoner, som gælder for populære gå-i-byen-områder omkring Gothersgade, Vestergade, Vesterbrogade og Kødbyen.

Det er kun en dommer, der kan idømme en kriminel et nattelivsforbud. I og med at de fire zoner kun har levet i ti dage, er det for tidligt at fælde dom over værktøjet.

Men Københavns Politi er glad for muligheden, lyder det fra politiinspektør Tommy Laursen.

- Som udgangspunkt er vi rigtigt glade for det værktøj, for det er noget, der rammer de få, men er til gavn for de mange. Den helt almindelige borger vil aldrig opleve det her som andet, end at han ikke vil møde lige så mange voldsmænd i nattelivet som tidligere, siger han.

Som udgangspunkt udløber zonerne i København om to år. De fire er valgt ud fra "valide undersøgelser", som blev foretaget inden epidemien, fortæller Tommy Laursen.

Dermed ikke sagt, at flere ikke kan være på vej.

- Det er klart, at hvis der sker noget på eksempelvis Frederiksberg eller andre steder, og der opstår en ny form for natteliv, så er det noget, vi holder øje med. Det er en dynamisk proces.

Mulighed for dispensation

Ifølge Københavns Politi kan der opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at begive sig ud i en af nattelivszonerne, selvom man har et forbud.

Hvis nu en mand, der arbejder som bartender i Gothersgade, er i byen i Kødbyen og ender med at få en voldsdom, kan han så passe sit arbejde?

- Det vil jeg mene, at det kan han ikke. Men man har mulighed for at søge tilladelse hos Københavns Politi til at komme ind i en nattelivszone af den ene eller den anden årsag. Men det er noget, som vores jurister vil vurdere, så jeg kan ikke endeligt svare på det.

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet har kigget loven i gennem, og siger, at "det er ikke noget, jeg kan hidse mig op over".

- Jeg synes sådan set, at loven kan være meget fornuftig.. Men det er klart, at det kommer an på, hvordan den bliver udmøntet.

Kødbyen på Vesterbro i København er et populært sted at gå i byen. (Arkivfoto) (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Han peger på, at man skal være varsom med at bruge loven, i og med at forbuddet gælder i samtlige zoner på tværs af landet.

- Man kan diskutere, om man burde have den mulighed, men jeg synes ikke, at vi er oppe i det røde felt, og jeg har tiltro til, at domstolene kan finde det rette niveau.

Nordjyllands Politi oplyser i et skriftligt svar, at kredsen ikke på nuværende tidspunkt har planer om at indføre nattelivszoner:

- Men det er klart, at Jomfru Ane Gade er ét af områder, vi har særligt fokus på for at sikre trygheden for alle nattelivets gæster. Vi følger naturligvis udviklingen tæt, og hvis der opstår behov generelt eller konkret, så er nattelivszone et nyt redskab i den politifaglige værktøjskasse, som vi vil gøre brug af, lyder det.

Ud over nattelivszoner i udvalgte områder med mange beværtninger og aktivitet om natten kan politiet etablere nattelivszoner af mere kortvarig karakter.

Det kan eksempelvis være i forbindelse med en festival eller andre events. En nattelivszone kan ikke dække en hel by, og en zone kan udpeges for op til to år med mulighed forlængelse.

Facebook
Twitter