Endnu en dansk bank bukker under

Den syd- og vestsjællandske bank Max Bank krakker. Meget store tab på udlån er årsagen.

Max Bank med hovedsæde i Næstved krakker i dag (Foto: Morten Seligmann © DR)

Endnu en bank krakker. Denne gang er det Max Bank med hovedsæde i Næstved, der er ved at bukke under. På papiret har banken frem til kl. 18 i dag til at rejse ny kapital, men ingen venter det vil ske.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet satser på i løbet af dagen at afslutte forhandlinger, der vil sende Max Banks sunde kunder videre til en ny bank, og de dårlige kunder over i det statslige skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.

Max Bank skriver i en selskabsmeddelelse, at "banken ikke kan fortsætte sin virksomhed", fordi Finanstilsynet har fremsat krav om yderligere nedskrivninger og har fastsat et forøget solvenskrav. Derfor har banken besluttet, at den vil lade sig afvikle - med mindre altså at et miraket indtræffer inden kl 18.

For ekspansiv

DRs økonomiske Ekspert Karsten Engmann siger at MAX bank var meget ekspansiv i opgangstiden før den seneste krise - åbenbart for ekspansiv.

- Max Banks almindelige drift har været fornuftig nok, men tabene på deres meget store udlån koster nu banken livet, siger han.

Kunder i Max Bank er sikret deres indeståender op til 750.000 kr. ifølge Indskydergarantifonden

Max bank er repræsenteret i 9 syd- og vestsjællandske byer. Banken havde sidste år 23.000 aktionærer.

Dundrende underskud

Banken havde i første halvår af 2011 et dundrende underskud på 60,3 millioner kroner efter skat. De seks måneder bød godt nok på stigende indtægter, men nedskrivninger og kursreguleringer, samt meget større udgifter til personale, trak banken dybt i rødt.

I samme halvår af 2010 var bundlinjen kun 5,8 millioner kroner i rødt.

Skattesmæk og dyrt personale

Bankens rente- og gebyrindtægter steg til 165 millioner kroner mod 134,4 millioner kroner i sammenligningsperioden.

Men den fremgang blev mere end udryddet af en stigning i personaleudgifter til 138,4 millioner kroner mod 97,8 millioner kroner i samme halvår året før.

Da der samtidig var negative kursreguleringer for 8,6 millioner kroner, nedskrivninger for hele 79,2 millioner kroner og et større skattesmæk på 15,6 millioner kroner blev årets resultat hårdt ramt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter