Endnu en gratis husstandsomdelt avis

Den kommende islandsk-ejede Nyhedsavisen bliver ikke den eneste gratis husstandsomdelte avis. JP/Politikens hus lancerer til efteråret en konkurrent.

Den kommende avis skal bringes gratis ud. (Foto: dr © DR)

JP/Politikens Hus vil udgive en ny husstandsomdelt gratis avis til efteråret.

Avisen, som koncernen selv kalder en "kvalitetsavis", skal tage konkurrencen op med den kommende islandsk-ejede Nyhedsavisen, som ligeledes fra efteråret skal leveres gratis ud til en halv million husstande hver morgen.

Ifølge Jyllands-Posten har planlægningen JP/Politikens gratisavis har stået på gennem længere tid, og udviklingen af avisen fortsætter i de kommende måneder.

Vil konkurrere med islændinge

Jyllands-Postens bladdirektør, Torsten Bjerre Rasmussen, er udnævnt som direktør for de nye aktiviteter og har ansvaret for organisationen bag den nye avis, hvor der i første omgang skal udpeges en chefredaktør. Det er desuden planen, at en del af de kommende medarbejdere på den nye avis vil blive rekrutteret internt fra JP/Politikens Hus.

Administrerende direktør i JP/Politikens hus Lars Munch mener, at bladhusets avis vil kunne konkurrere med Nyhedsavisen, der vil ansætte 100 journalister og har erfaringer fra en ligeledes gratis husstandsomdelt avis på Island.

- JP/Politikens Hus har en styrke, der gør det muligt at etablere en ny gratisavis som vil være fuld konkurrencedygtig med de øvrige gratisaviser. Vi vil udgive et journalistisk kvalitetsprodukt, der tillige vil være attraktivt for annoncørerne, siger han.

ExternalContent