Endnu en person fængslet efter dukke-afbrænding: 'Det var mig, der hængte dukken op'

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig al den ballade, sagde sigtet i retten.

En dukke forestillende Mette Frederiksen (S) blev hængt op under weekendens demonstration i København mod corona-restriktioner. Den havde et skilt om halsen med teksten: Hun må og skal aflives. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En 32-årig mand har i dag fortalt, at det var ham, der i forbindelse med weekendens corona-kritiske demonstration i København hængte en dukke op, hvor statsminister Mette Frederiksens (S) ansigt var påklistret.

- Jeg hænger den op i en lygtepæl, så folk kan se den, forklarede den sigtede fra Retten på Frederiksberg, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør.

På dukken var der hængt en skilt, hvor der blandt andet stod: 'Hun må og skal aflives'.

Et skilt, som den sigtede flere gange forklarede, at han ikke havde læst ordentligt igennem.

Dukken blev efterfølgende antændt, men den sigtede fortæller, at det hverken var ham eller de to medsigtede, som satte ild til den.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig al den ballade, der kom. At det ville pisse folk så meget af.

- Jeg stod 50 meter fra den, da der er én, der sætter ild til den, lød det fra den sigtede.

Han hev efterfølgende dukken ned og smed den i skraldespanden, da ilden var blevet slukket, fortalte han i retten.

Den sigtede nægtede sig skyldig i de sigtelser, som er rejst mod ham, men dommeren valgte under retsmødet at varetægtsfængsle den anholdte.

Den 32-årige forklarede, at han er venner med den ene sigtede, mens han kun kender den anden.

De tre sigtede fulgtes til demonstrationen i lørdags, forklarede han i Retten på Frederiksberg.

Demonstrationen havde han hørt om gennem gruppen 'Men In Black' på Facebook, og han var bekendt med, at der var tale om en demonstration mod restriktionerne.

- Jeg er ikke læge - jeg ved bare, hvad jeg selv synes. Jeg synes, restriktionerne har taget overhånd, forklarede han i retten.

Dommer: Anklager om højforræderi er skudt over målet

Under dagens retsmøde lagde dommeren vægt på de tre personers forklaringer, og at de sammenstemmende havde forklaret, at de ikke selv havde sat ild til den.

- Der er en udbrændt fakkel under dukken. Der er ikke grund til at tro, det er jer, der har antændt den, lød det fra dommeren.

Dog fandt dommeren, at skiltet med teksten 'hun må og skal aflives' måtte forstås som en trussel, der kunne skabe frygt.

- Hvis man prøver at se, hvor det her hører hjemme, så er anklagerens principielle sigtelse om højforræderi skudt over målet, lød det fra dommeren.

De tre personer er alle sigtet for brud på straffelovens §113, som kan give op til 16 års fængsel - en paragraf, der handler om forbrydelser mod de øverste statsmyndigheder.

- Det tager jeg til efterretning, og så går vi nærmere ind, hvad den demonstrations formål var, og hvad de sigtedes formål har været.

- Det kan være, den sigtelse holder, men det kan også være, den ikke gør. Det må tiden vise, lød det fra senioranklager hos Københavns Politi Søren Harbo efter retsmødet.

Selvom de tre mænd er sigtet for brud på paragraf 113, så er de dog kun fængslet for alvorlige trusler mod statsministeren - straffelovens § 115 og § 266.

Har skabt stor debat

Sagen om dukkeafbrændingen har skabt stor debat, og flere folketingsmedlemmer har på det kraftigste lagt afstand til episoden.

- Jeg synes oprigtigt, at det var skræmmende. Det skabte referencer til film, man har set, hvor folk er blevet lynchet, eller til historien, hvor folk er blevet klynget op og brændt. Og derfor er det så helt utrolig fremmed for Danmark, lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i går.

Også på Twitter skrev flere folketingspolitikere, at de var forarget over episoden heriblandt Enhedslistens Pernille Skipper.

- Det er nok det mest grænseoverskridende, jeg har set herhjemme. Forfærdeligt og skræmmende, skriver hun blandt andet.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard mener heller ikke, at afbrændingen hørte til i Danmark.

- Det er forfærdeligt, at nogen kan få sig selv til det, uanset hvad man så mener om Mette Frederiksen eller Folketinget. Det er ikke en måde at give sin mening til kende på, siger Pia Kjærsgaard.

De tre sigtede skal alle sidde varetægtsfængslet frem til 19. februar.