Endnu en restaurant i København udsat for stort vintyveri

Politiet undersøger, om der er en sammenhæng mellem vintyveri hos Formel B og anerkendt sushi-restaurant.

På billedet er køkkenchef og ejer Mads Battefeld i gang med at lave mad. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Michelin-restauranten Formel B er ikke den eneste københavnske toprestaurant, som i weekenden blev udsat for et stort vintyveri.

På Facebook skriver ejeren af den eksklusive sushibar i Nordhavn, Sushi Anaba, at restauranten i weekenden fik stjålet både vin og champagne.

- Chancerne for, at det kommer tilbage, er nok ikke særlig store, men hvis der skulle være nogle, der har kendskab til noget i omløb eller har set noget mistænksomt ude i Nordhavn fra lørdag til tirsdag, må i meget gerne kontakte os, skriver kok og ejer Mads Battefeld på Facebook..

Over for TV 2 Lorry fortæller ejeren, at restauranten har fået stjålet cirka 60 flasker til en samlet værdi af mellem 60.000 og 70.000 kroner.

Han fortæller, at vinen blev stjålet fra et aflåst rum i en kælder, som Sushi Anaba har adgang til. Han opdagde indbruddet mandag, da han skulle derned og hente en flaske champagne, fortæller han til mediet.

Formel B blev også udsat for tyveri i weekenden. Tyvene lavede et hul i væggen ind til vinkælderen fra den nabobutik, der grænser op til Formel B. (Foto: Formel B)

Undersøger sammenhæng

Tyveriet mod sushi-restauranten er altså sket nærmest samtidig som på Formel B, hvor tyve natten til søndag lykkedes med at slippe af sted med vin til omkring 1,5 millioner kroner.

Det vides dog endnu ikke, om de to tyverier kan kobles til hinanden.

Københavns Polit bekræfter i en mail til til DR Nyheder via sin presseafdeling, at man efterforsker både tyveriet hos Sushi Anaba og michelinrestauranten Formel B.

- Vi kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om indbrud i et kælderrum i restaurant Anaba. Der er ikke på nuværende tidspunkt spor, der underbygger en sammenhæng med indbruddet i restaurant Formel B, men fordi der er stjålet vin i begge sager, undersøger vi naturligvis, om der skulle være en sammenhæng, skriver politiet, som ikke har ønsket at stille op til uddybende spørgsmål.

Sushi Anaba tilhører ligesom Formel B toppen af det københavnske restaurantmiljø.

Da Berlingske besøgte restauranten i november sidste år kvitterede dets anmelder Svend Rasmussen med seks stjerner. Politiken har ligeledes givet restauranten seks stjerner og beskrev måltidet som sublimt.