Energidrikke forbudt for børn

EU vil have energidrikke mærket med advarsler mod at gravide og børn drikker dem.

Danmark har foreslået en udvidet advarselsmærkning af koffein i energidrikke og kosttilskud.

De populære energidrikke - Red Bull, X-Ray, Hustler - skal fremover mærkes med bør ikke indtages af gravide og børn, skriver B.T.

De europæiske fødevare- og sundhedsministre vil i dag forsøge at nå til enighed om fremtidige fælles EU-regler om fødevaremærkning.

Danmark har foreslået en udvidet advarselsmærkning af koffein i energidrikke og kosttilskud, og forslaget vil efter al sandsynlighed blive vedtaget.

Bliver urolige og hyperaktive

Baggrunden for det danske initiativ er, at Fødevarestyrelsen har fået henvendelser fra institutioner og skoler om, at børn drikker uforholdsmæssigt meget af den opkvikkende drik, som gør mange urolige og hyperaktive.

Sidste år blev grænsen for koffeinindholdet hævet fra 150 mg til 320 mg pr. liter, hvilket betød, at Red Bull kunne sælges lovligt i danske butikker.

Holdt drikkekonkurrencer

Energidrikke med over 150 mg koffein per liter blev senere mærket med højt koffeinindhold, men trods advarselsmærkninger kunne skoler berette om, hvordan børn og unge holdt drikke-konkurrencer i frikvarteret.

Fødevarestyrelsen vurderede samtidig, at det kan være problematisk for gravide at indtage store mængder koffein.

Fødevareminister Henrik Høegh mener, at det nye forslag lægger op til en klar sejr for forbrugerne.

Facebook
Twitter