Energiministeren efter kabelrapport: Jeg forstår godt, borgerne er utilfredse

Energinets redegørelse skal nu efterprøves af internationale eksperter, lyder det fra ministeren.

Energiminister Lars Christian Lilleholt vil nu have udenlandske eksperter til at undersøge Energinets rapport, i håbet om at finde flere meter kabel, der kan graves ned.

Protester fra borgmestre og borgere i Vest- og Sønderjylland mod den planlagte højspændingsledning har fået energi-, forsynings- og klimaministeren, Lars Christian Lilleholt (V), til at undersøge, om der kan graves yderligere kabel ned.

Ministeren har derfor bebudet en ekstern vurdering af den første rapport.

- Jeg ønsker at få det her trykprøvet af udenlandske eksperter. Det vil sige, at jeg får udenlandske eksperter til at kigge på Energinets undersøgelse og resultat, siger Lars Christian Lilleholt.

Rapporten, som udkom mandag, fra det statslige infrastrukturselskab Energinet konkluderede, at det kun er muligt at grave 26 af de i alt 170 kilometer kabler ned.

Det var en skuffende konklusion, hvis man spørger borgere og borgmestre i området.

- Det kan jeg godt forstå, understreger ministeren og tilføjer:

- Hvis jeg var borger i området, ville jeg også gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne – og det er også derfor, at jeg som minister arbejder for at få mest muligt af det her kabel gravet ned i jorden, siger han.

Forventer nye resultater til november

Lars Christian Lilleholt forventer, at der vil komme et nyt resultat fra de udenlandske eksperter i løbet af november måned. Han håber, at det vil være muligt at grave mere end de 26 kilometer ned, men understreger:

- Kablet, forsyningen og forsyningssikkerheden skal være tilstede, og vi skal jo have el rundt i Danmark. Men for mig er det vigtigt at få så meget gravet ned som muligt, siger han.

Ministeren afviser kritikken fra lokale borgmestre, der mener, at det havde set anderledes ud og at der havde være mere lydighed, hvis kablerne skulle være et andet sted i landet.

- Det handler om, hvad der er teknisk muligt. Og det er i dag ikke muligt at grave et kabel på 170 kilometer ned.

Også kritikken om, at en stor del af strømmen i kablerne skal ledes ud af landet, afviser ministeren.

- Det her kabel skal først og fremmest bruges til at sikre forsyningssikkerheden og sikre, at vi fortsat kan bygge ud med grøn og vedvarende energi - og uden det her kabel, kan det ikke lade sig gøre, siger Lars Christian Lilleholt

Facebook
Twitter