Engangsmundbind bruges igen, igen, igen, igen og igen

Det øger risikoen for at sprede smitte, at hver tiende dansker bruger engangsmundbind mindst fem gange.

Selv om det hedder engangsmundbind, så bruger mange danskere mundbindet flere gange, viser en Epinionsmåling. (modelfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det hedder et engangsmundbind, men mange danskere bruger det i stedet som et flere-gangs-mundbind.

Faktisk bruger hver tiende dansker et engangsmundbind mindst fem gange.

Hver femte dansker bruger engangsmundbindet tre-fire gange. Det viser en Epinions måling, som DR har fået foretaget.

Når mundbindet bliver brugt forkert, stiger risikoen for at sprede smitte, forklarer Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

- Man kan komme til at smitte sig selv eller sprede smitten, selvom man ikke er klar over det, siger hun.

Lars Jørgen Østergaard, professor på institut for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital forklarer, hvorfor det er et problem at bruge engangsmundbind flere gange.

Mens vi bruger mundbind, kan vi nyse, hose og spytte. Smitten fra mundbindet kan komme videre til hænderne, når folk flere gange tager engangsmundbindet af og på, fortæller professoren.

- Det er rigtigt uhygiejnisk at genanvinde et engangsmundbind. Man kan få smitte på fingrene og hænderne, som man placerer mange steder og så kan smitten sprede sig, siger Lars Østergaard.

Der kan være flere grunde til, at folk bruger engangsmundbind flere gange.

Asim Bajric, der er it-arbejder og bor i Aabenraa, bruger gerne et mundbind et par gange.

- Det er for dyrt at købe dem hele tiden. Mundbind koster for meget, siger han og tvivler også på effekten.

Ellen Goting, der er pensionist i Aarhus, går med engangsmundbind i to dage, før hun skifter.

- Jeg er så sparsommelig, og min generation er sparsommelig. Jeg synes, det er prima og fungerer fint med mundbind, siger hun.

Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen forstår godt, at det kan være en stor omvæltning at bruge mundbind. Derfor er der risiko for, at folk i begyndelsen bruger engangsmundbindet forkert.

- Det er meget menneskeligt, men det er ikke det, der er hensigten, siger hun og håber på, at folk efterhånden bruger mundbindet mere korrekt, når de har vænnet sig til det.

Se Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, demonstrere brugen af mundbind her:

Må jeg genbruge et engangsmundbind?

  • Sundhedsstyrelsen siger, at et engangsmundbind godt kan genbruges efter kortvarig brug, hvis du f.eks. skal på toilettet på en restaurant eller køre et enkelt stop med bussen.

  • Hvis du vil genbruge dit engangsmundbind, er det bedst, at du lægger det ned i for eksempel en frysepose til formålet, så mundbindet ikke kommer i kontakt med andre ting.

  • Der kan nemlig potentielt være smitte på eksempelvis dine nøgler i lommen.

  • Ifølge myndighederne kan du bruge mundbindet i fire timer. Bliver det beskidt eller fugtigt, skal du dog skifte det ud før.

Facebook
Twitter