Enhedslisten anmelder israelsk minister for krigsforbrydelser

Frank Aaen (Ø) vil have undersøgt, om den israelse udenrigsminister, Tzipi Livini, har overtrådt krigens love.

Frank Aaen vil have undersøge, om Israels udenrigsminister har begået krigsforbrydelser. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører, Frank Aaen, har meldt den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, til Statsadvokaten for særlige internationale straffesager.

Frank Aaen mener, at det bør undersøges, om udenrigsministeren kan holdes ansvarlig for de krigsforbrydelser, som Israel ifølge Amnesty International har begået i Libanon.

- Det nytter ikke noget, at det er gratis at overtræde krigens love. Truslen om retsforfølgelse er et vigtigt værktøj til at sikre civile mod overgreb i konflikter, siger han.

Danmark er forpligtet til at handle

I en pressemeddelelse opremser Frank Aaen de punkter, som han mener skal undersøges.

- De israelske angreb på civile beboelsesområder og infrastruktur, anvendelsen af klyngebomber og den israelske blokade, der forhindrede nødhjælp til området, udgør klare overtrædelser af krigens love, skriver Frank Aaen.

Isreals udenrigsminister, Tzipi Livni, er i dag og i morgen på officielt besøg i Danmark.

- Som medunderskriver af Geneve-konventionen er Danmark forpligtet til at retsforfølge krigsforbrydere, hvis de er i Danmark, lyder det i pressemeddelelsen fra Frank Aaen.

Facebook
Twitter