Enhedslisten: Vil S mindske uligheden?

- Når Socialdemokraterne i en kronik slår fast, at de ikke vil omfordele fra rig til fattig, er det i direkte strid med regeringsgrundlaget, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen til Information.

Enhedslisten spørger nu direkte Socialdemokraterne, om de vil mindske uligheden i samfundet.

Spørgsmålet kommer på baggrund af en kronik, som tre socialdemokratiske ministre, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Carsten Hansen samt gruppeformand Henrik Sass Larsen forleden skrev i Politiken.

Her hed det blandt andet at " i 2012 er vores historiske forpligtelse ikke at omfordele fra rig til fattig".

Enhedslisten vil hjælpe

- Men i regeringsgrundlaget står der, at regeringen "lægger vægt på at begrænse uligheden og sikre, at alle har lige muligheder", og det kan man altså ikke, hvis man ikke omfordeler, og dermed skriver de noget, som strider direkte mod regeringsgrundlaget, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen til Information.

- Han forsikrer at Enhedslisten i de kommende måneder vil komme med forslag, der - som han siger - kan »hjælpe regeringen med at opfylde dens målsætning om at mindske uligheden.«