DR's dokumentarserie 'En syg forskel' har de seneste to mandage afdækket den stigende ulighed, der er på sundhed i Danmark.

Undersøgelser viser, at i de seneste 21 år er forskellen mellem, hvor længe rig og fattig lever, kun blevet større og større.

DR Nyheder har spurgt en række af de største patientforeninger, om de oplever, at deres dårligt stillede medlemmer i forhold til indkomst og uddannelse bliver håndteret godt nok af sundhedssystemet, og om de oplever forskel i behandlingen, alt efter om man er dårligt eller bedre stillet.

Læs svarene nedenfor.

Morten Jakobsen, Diabetesforeningen

Oplever jeres patienter, at der kan være forskel i den behandling, som de modtager, alt efter om de er dårligt eller bedre stillet?

- Vi har for eksempel talt med en pensionist, som siger, "jeg er jo bare en gammel mand, som de ikke vil hjælpe". Generelt har den enkelte patient ikke et sammenligningsgrundlag og har derfor ikke en oplevelse af ulighed. Men vi kan se fra analyser, at folk med højere uddannelse kommer mere til speciallæger og får en mere specialiseret behandling end kortuddannede.

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Folk får en standardbehandling og standardsvar. For eksempel en hjerneskadet diabetiker, som får skriftlige svar på syv-otte sider fra systemet. Dem forstår han ikke og bliver afmægtig omkring behandlingen af sin sygdom. Vi skal forstå, at folk skal behandles forskelligt, hvis de skal stilles lige. Det veluddannede sundhedspersonale taler for ofte til patienterne ud fra eget værdisæt og forståelse og er samtidig presset i forhold til tid og ressourcer.

Hvad bør sundhedsvæsenet gøre for at blive bedre til at håndtere de dårligst stillede patienter?

- Det er ikke kun sundhedsvæsenet, der skal gøre en indsats. Der skal skabes bedre sammenhæng mellem praksislæger, kommunen og hospitalerne. De mest udsatte er ikke kun syge - der er ofte sociale problemer, arbejdsløshed og ensomhed med i billedet. Derfor er der behov for forskel i behandlingen for at stille patienterne lige.

Jens Harder Højbjerg, Hjerteforeningen

Oplever jeres patienter, at der kan være forskel i den behandling, som de modtager, alt efter om de er dårligt eller bedre stillet?

- Hjerteforeningen oplever, at det er sværere for de dårligt stillede at finde rundt i sundhedsvæsenet og at forklare symptomer med mere. Konsekvensen er, at der går længere tid, før de kommer i behandling, og det får betydning for, hvor hårdt ramt de bliver af hjertesygdommen.

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Vi genkender og hører ofte fra patienterne, at der er rigtig mange informationer (både mundtligt og skriftligt), der er vanskelige at forstå og finde rundt i. Mange opgiver det, forstår ikke sproget og har vanskeligt ved at forstå sygdommen, og hvad de skal være opmærksomme på. De dårligst stillede patienter bliver dårligere inddraget og forstår oftere ikke den information, de modtager, og de stiller ikke spørgsmål og krav. Denne patientgruppe er ofte uden ressourcestærke pårørende, der kan hjælpe med at stille spørgsmål.

Hvad gør sundhedsvæsenet forkert?

- Man får oftest ikke inddraget patienten i, hvad der er vigtigst for den enkelte, og om der er brug for særlig indsats og samarbejde med patienten i det videre forløb. Det går meget hurtigt, og der mangler sammenhæng i forløbet. Der mangler fokus, viden og samarbejde om denne patientgruppe og om, hvordan man hjælper dem igennem. I dag bliver alle informeret ens og med meget viden og læsestof, der ikke hjælper patienten.

Jan Rishave, Nyreforeningen

Oplever jeres patienter, at der kan være forskel i den behandling, som de modtager, alt efter om de er dårligt eller bedre stillet?

- Nyreforeningen har ikke nogen undersøgelser, der viser noget om forskelle mellem rige og fattige patienter. Men vi oplever derimod en stor forskel på patienter, om de er friske og velfungerende, eller om de har svært ved at overskue deres sygdom. De velfungerende har en klar fordel, da de kan forstå, hvad lægen siger, og beslutter, hvordan de vil leve deres liv. Velfungerende nyresyge vil ofte vælge hjemmedialyse, mens de svage patienter ender i dialyse på hospitalet. De svage har ofte svært ved at forstå lægens anvisninger. De har måske ikke forstået budskabet og har svært ved at overholde behandlingen.

Hvad bør sundhedsvæsenet gøre for at blive bedre til at håndtere de dårligst stillede patienter?

- De pårørende eller en forløbskoordinator skal mere ind og hjælpe den svage patient, så vedkommende forstår konsekvenserne af en behandling. De skal deltage, når lægen kommer med sine anvisninger på en behandling, så individuelle forskelle kommer med i betragtning.

Lisa Beha Erichsen, Hjernesagen

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Apopleksi (blødning i hjernen red.) er en alvorlig sygdom, som kan medføre en række følgevirkninger, for eksempel besvær med at tale og forstå andres tale, skrive, læse, huske og overskue en situation. Har man samtidig en kort uddannelse, kan det være umådeligt svært at forstå de fagudtryk og den kultur, man møder på sygehusene og i kommunerne. Det kan også være rigtig vanskeligt at stille de rigtige spørgsmål og dermed få den rette information.

Hvad bør sundhedsvæsenet gøre for at blive bedre til at håndtere de dårligst stillede patienter?

- Personalet bør trænes i kommunikation med "svage" borgere. Kommunikationen med patienten/borgeren kan understøttes ved brug af video og apps og skriftligt materiale med lavt lixtal og illustrationer. Man må ikke bare give patienten/borgeren en pjece - den skal gennemgås, og man skal sikre sig, at budskaberne er forstået.

Birgitte Skøtt Lenstrup, Lungeforeningen

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Nej, vores sundhedsvæsen håndterer ikke disse patienter godt nok. Mange dårligt stillede lungepatienter oplever, at sundhedsvæsenet taler til dem i et sprog, som de ikke kan udtale og sjældent forstår. Exercabation, inhalation, steroider og devices er for mange ikke-sundhedsfaglige mennesker det rene volapyk, og patienter som vores med svage læsefærdigheder oplever, at meddelelser om behandling og medicin er uforståelige. Det skaber utryghed, og de dårligst stillede spørger ikke to gange.

Hvad bør sundhedsvæsenet gøre for at blive bedre til at håndtere de dårligst stillede patienter?

- Vi foreslår, at man i det videre arbejde adresserer stærkt kommunikerende målsætninger ved at sikre accept og opbakning til dem hos praktiserende læger, kommuner og naturligvis regioner. Nogle skal følge udviklingen og sikre, at lungepatienterne får optimale behandlingsforløb.

Mette Bryde Lind, Gigtforeningen

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Der er ingen tvivl om, at det er sværere at navigere i sundhedsvæsenet for nogle end for andre. Det forværrer billedet for mennesker med gigt, at de ofte har flere sygdomme samtidig, og at de skal være tovholdere på deres eget forløb på tværs af specialer.

- Problemet forstærkes af, at kommunikationen i sundhedsvæsenet ofte er fuld af fagudtryk og meget informationstæt. Den ressourcestærke patient vil kunne læse sig frem til den information, hun har modtaget som e-post. Den dårligt stillede patient vil have langt vanskeligere ved at forstå informationen, både under konsultationen og i det skriftlige materiale efterfølgende.

Hvad gør sundhedsvæsenet forkert?

- Jeg vil gerne illustrere det med to eksempler: Artrose (slidgigt) og ledsmerter. Det er et væsentligt problem, at artrosepatienter og smertepatienter ikke bliver taget alvorligt. At patienter bliver sendt hjem med besked om at se tiden an. Men man skal netop ikke se tiden an. Tværtimod. I begge tilfælde gælder det, at den tidligere indsats er vigtig for sygdommens udvikling og videre forløb.

Hvad betyder det for de dårligst stillede patienter og deres behandling?

- Det betyder en øget risiko for, at den dårligt stillede patient ikke får den rigtige behandling til tiden. Dermed er det sandsynligt, at konsekvenserne af patientens artrose eller ledsmerter udvikler sig langt mere alvorligt og funktionshæmmende.

Susanne Oksberg, Kræftens Bekæmpelse

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Der findes en del viden på området, som peger på, at uddannelse og det at have et godt socialt netværk betyder meget for kommunikationen med sundhedspersonalet. Der er også sociale forskelle i, om man spørger ind til og sætter spørgsmålstegn ”altså kan det her nu være rigtigt, at jeg skal vente,” eller ”hvorfor har jeg ikke fået en indkaldelse?”, mens ældre og kortuddannede tænker, ”jamen lægen sagde, jeg ville få et brev, og det venter jeg så på.”

- Hvad gør sundhedsvæsenet forkert?

- Problemet ligger især ved overgange mellem afdelinger eller sektorer i sundhedsvæsenet. Vi har i en undersøgelse vist en forskel på, hvem der bliver henvist til rehabilitering efter endt kræftbehandling – der er flere højtuddannede, som bliver henvist til rehabilitering. Således et eksempel på en overgang mellem hospital og kommune sektor.

Klaus Høm, Scleroseforeningen

Er vores sundhedsvæsen godt nok til at håndtere de dårligt stillede patienter?

- Vi ved fra undersøgelser blandt vores medlemmer, at langt de fleste i dag får deres diagnose overleveret ved en personlig samtale med en læge. Men vi ved også, at kun halvdelen får tilbudt en efterfølgende opfølgningssamtale, hvad mange vil have brug for efter den rystende oplevelse, som det er at få en alvorlig diagnose, man skal leve med hele livet.

- Der er en tendens til, at dem, der er mest utilfredse med overleveringen af diagnosen, er de hårdest ramte patienter. Altså tegner der sig et billede af et A-hold, der forstår, hvad lægen siger, og et B-hold, hvor der ikke i tilstrækkelig grad tages hensyn til, om patienten forstår, hvad lægen siger, eller ej.

Hvad gør sundhedsvæsenet forkert?

- Det danske sundhedsvæsen har en struktur, hvor praktiserende læger, private og offentlige sygehuse og kommunen skal samarbejde om de patienter, der kræver længere eller varige forløb og rehabilitering. Her oplever vores medlemmer en manglende sammenhæng i form af for eksempel forløbskoordinatorer eller forløbsplaner i behandlingsforløbet.

Mette Holst, Parkinsonforeningen

Oplever jeres patienter, at der kan være forskel i den behandling, som de modtager, alt efter om de er dårligt eller bedre stillet?

- Parkinsonforeningen har gennemført en undersøgelse af parkinsonpatienternes forsørgelsesmæssige status, som blandt andet viser, at der er en klar sammenhæng mellem patienternes uddannelsesbaggrund og deres forsørgelsesgrundlag. Fra rådgiverne ved vi, at vi kun modtager få henvendelser fra 'ressourcesvage' medlemmer. Dette kan indikere, at det at søge råd, vejledning og netværk også kræver en vis mængde ressourcer og kendskab.