Der var fulde oldtidshuse, da Sagnlandet Lejre tirsdag løftede sløret for første del af rekonstruktionen af en kongehal fra 700-tallet, der lå nær Gammel Lejre. De store, otte meter høje søjler er første del af byggeriet, der ifølge planen skal stå færdigt til næste sommer.
Byggeriet tager udgangspunkt i et fundament, man har fundet af den største bygning fra oldtiden, man kender til i Danmark. Skjoldungernes kongehal var angiveligt 61 meter lang, 12,5 meter bred og havde hele 10 meter til loftet. Og så stor bliver rekonstruktionen selvfølgelig også.
- Det er jo en fantastisk vision, fortæller Lars Holten, direktør hos Sagnlandet Lejre og arkæolog.
- Vi har arbejdet på det her siden 2009, så det er en stor dag for Sagnlandet og alle de dygtige kollegaer.
Kongehallen har været et samlingsrum, hvor kongen dengang kunne indkalde folk – lidt som dronningens repræsentationslokaler. Det har ikke været et sted, man boede, fortæller han, men et sted man har haft besøgende og vist sin magt, indgået alliancer og, naturligvis, drukket masser af mjød.
Det over 600 kvadratmeter store langhus kommer til at huse forskellige kulturelle arrangementer, såsom teatre og koncerter, samt overnattende børn og voksne.
De bærende søjler
Som det fremgår af billederne øverst, har der været brugt en hel del træ til det foreløbige arbejde. Og det stopper bestemt ikke her. Til formålet er 150 gamle egetræer fra danske skove fældet. Det er Palle Nielsen, en lokal savværk- og skovejer, der står for at bearbejde al tømmeret, der blandt andet har resulteret i de store, bærende søjler på billederne.
- Det her træ er ikke noget, man køber hos den lokale isenkræmmer, siger han.
- Vi har skullet forstå vikingerne og deres måde at bearbejde træet på. Så vi har sat 800-tals økser på moderne hydraulikmaskiner, der har lavet 70 % af arbejdet. Resten har vi lavet i hænderne med økser, fortæller Palle Nielsen om forsøget på at gøre vikingernes håndværk efter.
Byggeriet er allerede i gang med millionopbakning fra forskellige fonde og forventes afsluttet lige op til sommerferien i 2019.
Sagnlandet Lejre er et forsknings- og formidlingscenter og en turistattraktion, der ligger i Lejre nær Roskilde og behandler den danske fortid.