Ensomhed varer hele livet

De ældre og unge stjæler opmærksomheden fra de voksne ensomme.

Hver tiende voksne føler sig ensom. (Foto: Lis Eilsøe © DR)

Ensomhed er ikke bare en kort og trist periode. Det er ofte en livslang lidelse, som forringer levetiden markant.

En ny analyse fra Maryfonden viser, at voksne mennesker i 30-60 års alderen, der føler sig ensomme, typisk har haft ensomheden med sig helt fra barndommen.

- De er stort set alle sammen vokset op i et hjem, hvor det sociale har fyldt utrolig lidt. Der har ikke været mange gæster, der har ikke været samtale, så de har simpelthen ikke lært de sociale spilleregler fra barndommen, siger Helle Østergaard, direktør i Maryfonden.

Gør livet kortere

Ensomheden er ikke kun begrænset til ældre og børn og unge. Hver tiende voksen ser sjældent eller aldrig deres venner, og det kan få alvorlige konsekvenser senere i livet.

Helt ny forskning fra University of Chicago har vist, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14 procent og er lige så skadeligt som fedme.

Og ifølge Helle Østergaard kan det være meget vanskeligt at komme ud af ensomheden som voksen.

- Det er meget tabubelagt, det gør det endnu svære at komme ud af ensomheden, fordi man forbinder det med noget negativt og skam.

Mere fokus på de voksne

Regeringen offentliggjorde for nylig en 10-års-plan, der blandt andet har som mål at reducere ensomhed med 10 procent.

Men hvis ensomheden blandt de voksne i 30 til 60 års alderen skal bringes ned, så skal det ikke kun være de unge og ældre, der bliver tilbudt besøgsvenner, væresteder eller kontaktlinjer, siger Helle Østergaard.

- Der har været et større fokus på den ældre gruppe og til dels børn og unge. Men ikke særlig stort fokus på de voksne.