Er det lettere og er sikkerheden i top? Alt du skal vide om NemID-appen

Det er nu muligt at have dit NemID på telefonen. DR har derfor stillet alle de spørgsmål, der trænger sig på.

Appen er et supplement til nøglekortet, der får lov til at blive. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det er fremover ikke længere nødvendigt at have det lille stykke NemID-papir med, hvis du gerne vil kunne logge ind på netbank eller E-boks overalt.

Fra i dag kan du have dine digitale nøgler med på en app, som skal gøre det nemmere at tilgå de digitale tjenester.

Det er bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, og Digitaliseringsstyrelsen, der står bag appen.

Appen skal ses som et supplement til papkortet, og du kan derfor stadig benytte den gammeldags metode, hvis du ønsker det.

Indtil videre har appen fået pæne anmeldelser med på vejen fra brugerne i Apples Appstore, hvor den efter 89 anmeldelser har en vurdering på 4,3 ud af fem stjerner.

Alt, du skal vide

Vil du vide mere om appens funktioner og sikkerhed, og om det fysiske nøglekort bliver udfaset, får du herunder en række svar fra Finans Danmarks digitaliseringsdirektør, Michael Busk-Jepsen.

Bankerne og den offentlige sektor har lavet den her app i fællesskab, hvorfor?

- Fordi vi gerne vil møde brugerne, hvor de er, og det er i langt højere omfang på mobile enheder, end det var tidligere.

- Det er samtidig en god idé for Danmark og digitaliseringen af Danmark, at vi gør det her sammen, så man ikke skal have 37 forskellige nøgler til sine forskellige konti.

Hvad får man ud af at bruge appen?

- Den giver simpelthen en hurtigere og mere bekvem brugeroplevelse. Der er ikke længere nogen sekscifret kode, man skal taste ind. Det er nu appen, der gør, at man eksempelvis godkender en transaktion.

På telefonen godkender man med et 'swipe'. Dog kan man ikke se hvilken side, det er, man godkender log-in til. (Foto: Nicolai Franck © dr)

Fungerer den, som den skal?

- Ja, det gør den. Der kan selvfølgelig vise sig nogle startvanskeligheder og nogle ting, man skal kigge på. Men det må vi tage hen ad vejen.

Hvordan er sikkerheden?

- Den er på højde med det nøglekort, vi kender. Det er en anden løsning, men vi har været meget aktive med udviklings-, test- og konceptfasen og har haft tredjeparter inde over til at vurdere sikkerheden. Brugerne vil også opleve, at der er nogle særlige sikkerhedselementer, når man tager den i brug.

- Der er to ting, vi ser en del af med papkortet: Phishing, at folk snyder sig til at få nøglekoder fra folk, og så har vi set, at personer mister deres nøglekort. Begge dele regner vi med at få reduceret med appen, fordi den ikke giver nøglekoder på samme måde, som papkortet gør. Og fordi man nok er lidt bedre til at holde styr på sin mobiltelefon end sit nøglekort.

Hvad med risikoen for at få hacket sin telefon?

- Man kan ikke bygge en 100 procent sikker løsning, men vi har gjort rigtig mange ting for at reducere de her risici, så vores vurdering er, at appen har det samme høje sikkerhedsniveau som nøglekortet.

En del af sikkerheden omkring NemID var vel, at det var to adskilte dele. Nu samler man dem i en. Er der ikke en risiko ved det?

- Sikkerhedselementet her er, at appen er forsynet med en kode. Det er papkortet ikke, så du har lige præcis et ekstra sikkerhedslag her.

Hvornår udgår papkortet?

- Det har vi ingen planer om. Vi er lige nu i gang med et udbud af en løsning, der hedder MitID, der skal erstatte NemID. Vi må se, hvilke løsninger der kommer der.

Har i et mål for, hvor mange der kommer til at bruge det?

- Vi håber, at danskerne tager den til sig og bruger den, men vi har ikke sat nogle mål for det, fordi vi ikke ønsker at trække noget ned over hovedet på folk. Det er et tilbud til folk.

Gode råd, når du bruger appen:

  • Hent den kun fra de officielle stores, altså Apples Appstore eller Google Play.

  • Sørg for, at din telefon eller tablet er beskyttet af en kode. Det er altid en god idé, og det er det også her.

  • Slå ikke din enheds sikkerhedssystem fra, for appen fungerer ikke på systemer, hvor sikkerhedssystemet ikke er intakt.

  • Installer ikke appen på mobile enheder, som du deler med andre.

  • Gem dit nøglekort eller nøgleviser, fordi du kan få brug for det til en ny telefon, eller hvis din telefon løber tør for strøm.

Facebook
Twitter