Er du eller dit barn ramt af angst: Seks gode råd fra Børnetelefonen

Børnetelefonen modtager et stigende antal opkald fra børn med angst. Få de bedste råd her.

Der er travlhed hos Børnetelefonen, hvor børn og unge kan ringe ind med deres problemer.

Blandt det stigende antal opkald viser det sig, at flere og flere er ramt af angst eller symptomer på dårlig trivsel.

Ud af de godt 50.000 årlige opkald dækker godt 15.000 opkald børn, der har ondt i livet. Det dækker over psykiatriske ting som blandt andet spiseforstyrrelser, angst, tristhed, ensomhed og depressive tanker.

Henvendelserne dækker bredt, og der er nogen, som både har brug for professionel hjælp, og nogen, som mest af alt har brug for en voksen at tale med.

Børnefaglig konsulent på Børnetelefonen Charlotte Smerup kommer her med en række gode råd til både børn og forældre.

3 gode råd til forældre

Det kan du gøre, hvis du opdager, at dit barn har det dårligt:

  • 1. Hvis du opdager, at dit barn har det skidt og ser trist ud, så reager på det, og tag ansvar for det.
  • 2. Fortæl dit barn, hvad du ser. Hvis du ser, at dit barn er ked af det eller ikke opfører sig, som barnet plejer, så sig: 'Jeg kan se, der er noget med dig, og det skal vi lige snakke om'.
  • 3. Lyt til barnet. Giv dig tid til at lytte, dæmp dine egne følelser, prøv at lade være med at fikse det eller komme med svarene på forhånd.

3 gode råd til børn

Det kan du gøre som barn, hvis du har det skidt:

  • 1. Du skal ikke gå med det alene. Det er okay at bede om hjælp. Man tror, man skal fikse alting selv - det skal man ikke.
  • 2. Få det sagt til nogen. Det kan godt være svært, men så sig: 'Ved du hvad, jeg vil snakke om noget. Det er svært for mig at sige det, og jeg kunne godt tænke mig, at du stiller mig nogle spørgsmål'. Man kan også skrive det ned.
  • 3. Hvem kan du tale med om det? Hvis du ikke kan finde ud af det, så ring ind til Børnetelefonen, så taler vi med dig om det.

Du kan ringe til Børnetelefonen på 116 111.