Er du i tvivl, om du skal springe vaccinekøen over? Her er svarene på nogle af jeres spørgsmål

Det bliver muligt at få vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, har politikerne besluttet.

Du kan nu frivilligt vælge at blive vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca og Johnson & Johnson. (© Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Skal? Skal ikke?

Det er spørgsmålet, nu hvor politikerne har besluttet, at det skal være muligt at få vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson frivilligt, selvom myndighederne har trukket dem ud af vaccinationsprogrammet på grund af risiko for alvorlige bivirkninger.

Det kommer til at ske i form af en tilvalgsordning, hvor man kan springe vaccinekøen over, hvis man er villig til at lade sig vaccinere med en af de to.

Men hvad med bivirkningerne? Hvem er mest udsat? Og hvordan kommer det til at foregå?

Det var nogle af de spørgsmål, der blev stillet, da vi tidligere i dag spurgte på Instagram, hvad bruger savner svar på.

DR's sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, forsøger her at give svar på 12 af de spørgsmål.

Hvilken af de to vacciner har størst mulighed for at give alvorlige bivirkninger?

Mens Pfizer fortsat anbefales af de danske myndigheder, er AstraZeneca og Johnson & Johnson taget ud af vaccineplanen. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

- Tal tyder på, at den sjældne og alvorlige bivirkning med blandt andet blodpropper ses oftere hos AstraZeneca-vaccinen end hos Johnson & Johnson. Men der er stor usikkerhed omkring tallene på Johnson og Johnson fra USA, så jeg forventer, at bivirkningsniveauet vil være cirka det samme for de to vacciner, lyder det fra Peter Qvortrup Geisling.

Er der andet, end chancen for blodpropper, der gør, at de er droppet?

- Nej, de to vacciner er droppet på grund af VITT-syndromet, hvor der konstateres et lavt antal blodplader i blodet, blodpropper og blødninger.

- En dansk-norsk undersøgelse vurderer, at denne alvorlige bivirkning ses hos cirka 1 ud af 40.000 vaccinerede. Man har ikke helt lige så sikre tal for Johnson & Johnson, men antager, at bivirkningsniveauet er cirka det samme.

Sådan lyder det fra Peter Qvortrup Geisling.

Er der bestemte målgrupper, som de er særligt farlige for?

I USA har man primært registreret bivirkninger hos kvinder. (Foto: RONNY HARTMANN © Scanpix)

- Blandt otte millioner amerikanere har man fundet 15 tilfælde med den alvorlige bivirkning. Alle 15 var kvinder, og de 13 var under 50 år. Men blandt de eksperter, jeg taler med, er der også historier om mænd, der har oplevet den alvorlige bivirkning, fortæller Peter Qvortrup Geisling og fortsætter:

- I Storbritannien, der har vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, er der beskrevet cirka 200 tilfælde af det alvorlige fænomen, og her er det ligeligt fordelt på mænd og kvinder.

Hvorfor blev Johnson & Johnson droppet i Danmark?

- Der er 125.000 kvinder i Danmark mellem 30 og 34 år. De bliver nu vaccineret fire uger senere end planlagt, fordi Johnson & Johnson er droppet. Sundhedsmyndighederne vurderer, at 250 af de 125.000 kvinder vil blive smittet på grund af forsinkelsen på fire uger. Af dem vil 8-9 bliver indlagt, og ingen af dem vil blive indlagt på intensiv afdeling, vurderer man.

- Hvis man til gengæld vaccinerer det samme antal yngre kvinder, vurderer myndighederne, at 1-6 vil blive ramt af det sjældne, alvorlige syndrom. Blandt andet på den baggrund konkluderer myndighederne, at ulemperne er større end fordelene ved Johnson & Johnson, siger DR's Peter Qvortrup Geisling.

Kan man få en vaccine hurtigere end normalt, hvis man vælger en af de droppede?

- Ja, det vil man kunne, for tilbuddet med selv at vælge AstraZeneca- eller Johnson & Johnson-vaccinen til vil værre oppe at køre, inden at størstedelen af de yngre danskere tilbydes Pfizer- eller Moderna-vaccinen.

Mandag besluttede Danmark at tage Johnson & Johnsons vaccine ud af vaccineprogrammet. Tidligere blev også AstraZeneca droppet. (© Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Kan man selv vælge, om man vil have den ene eller anden vaccine?

- Det ved ingen endnu, men det vil jeg tro, lyder det.

Hvordan kan man tilmelde sig en af de droppede vacciner?

- Det bliver noget med at bestille tid hos et af de få private vaccinationscentre, der kommer til at tilbyde vaccinerne. Der får man, vil jeg tro, noget der kommer til at minde om en proformasamtale, hvor man blandt andet orienteres om mulige bivirkninger, spår Peter Qvortrup Geisling.

Dækker forsikringen, nu den er frivillig, hvis man bliver ramt af alvorlige bivirkninger?

- Ja, staten garanterer for eventuelle følger præcis som ved al anden godkendt medicin og det store vaccinationsprogram.

Bliver vaccinerne brugt i resten af Europa?

Danmark er indtil videre det eneste land, der har droppet både AstraZeneca og Johnson & Johnson. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

- Danmark er indtil videre det eneste land i verden, der har droppet Johnson & Johnson-vaccinen, og de fleste lande bruger også AstraZeneca-vaccinen. Enkelte har sat brugen af dem på pause.

- Sundhedsmyndighederne har vurderet, at corona-situationen i Danmark er så gunstig, at man kan tage sig den luksus at droppe to ellers effektive og sikre vacciner for at undgå, at nogle ganske få danskere får den alvorlige bivirkning, siger Peter Qvortrup Geisling.

Er risikoen for de alvorlige sygdomme større for kvinder end for mænd?

- Tallene tyder på det for Johnson & Johnson-vaccinen, men som sagt er de danske myndigheder usikre på de amerikanske tal, og engelske erfaringer med AstraZeneca tyder på, at mænd og kvinder lige hyppigt rammes af den alvorlige bivirkning.

Hvor mange procent af de vaccinerede med de to vacciner har fået alvorlige bivirkninger?

- Tallet for AstraZeneca-vaccinen er 1 ud af 40.000. Det samme tal for Johnson & Johnson for kvinder under 50 år er 1 ud af 143.000. I de officielle tal er den alvorlige bivirkning ikke fundet blandt mænd. Men tallene for Johnson & Johnson vurderes som usikre.

Har man større risiko for blodprop, hvis man i forvejen er på p-piller eller anden medicin i den stil?

- Nogle eksperter antyder det, men man ved det ikke med sikkerhed. Indtil videre er der ingen risikogrupper, man kan trække til side, hvor man ved, at risikoen for det alvorlige VITT-fænomen er større, siger Peter Qvortrup Geisling.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk