Er du klar til fodboldfest i hedebølge? Sådan sikrer du et vellykket EM-brag

Vi har samlet en række gode råd, så du undgår at få hedeslag under EM-braget i aften.

DMI melder om solrigt vejr helt op over 30 grader. Derfor skal man være ekstra opmærksom på ikke at blive dehydreret under aftenens EM-kamp mod Belgien.

Mange af os glæder os nok ekstra meget til et brag af en EM-kamp mod Belgien i aften.

For lørdagens hændelser, i form af Christian Eriksens kollaps, har sat sine spor i det ganske danske land.

Klokken 18 møder Danmark Belgien i Parken i København i vores anden kamp under EM-slutrunden.

Man skal være særlig opmærksom på sig selv og sine omgivelser under EM-festen. Solen står allerede højt, og der er meldinger om, at vi kommer helt op over de 30 grader.

Klinisk diætist: Drik vand til din fadøl og spis mad med salt

Hvis man allerede har linet kolde håndbajere op og tænker at give den fuld skrue i aften, så har klinisk diætist Gerda Markussen nogle gode råd med på vejen, så man er sikret en god kamp.

Det ville nemlig være lidt ærgerligt at gå glip af kampen, fordi man får for meget alkohol eller får et hedeslag.

- Tag en vand en gang i mellem, så det ikke kun er øl eller andet alkohol, du drikker. Et godt råd er for eksempel at drikke masser af danskvand, fordi der er meget salt i. Salt har vi brug for, for hvis man drikker rigtig meget, drikker man saltet ud af kroppen. Det samme sker, hvis man sveder meget, siger Gerda Markussen.

Gerda Markussen vil dog ikke give råd om, hvor mange genstande man skal drikke i aften.

-Uanset hvad jeg siger, så får det nok ikke en betydning. Mægden af alkohol kommer jo nok an på, hvordan kampen udvikler sig, siger hun.

Hun råder dog til, at man får et ordenligt måltid mad indenbords og også forsyner sig med chips eller salte mandler under kampen. På den måde kan man også sikre sig et fornuftigt saltindtag.

Spot symptomerne på hedeslag

Det er også vigtigt, at man er opmærksom på varmen og har mulighed for at køle sig selv ned under kampen. Især hvis du er en af de heldige tilskuere i Parken eller for eksempel holder EM-fest i haven.

Sundhedsstyrelsen oplyser på deres hjemmeside, hvad man skal være opmærksom på for at undgå hedeslag i sommervarmen.

- Bliver du ramt af hedeslag, er nogle af symptomerne, at din hud kan blive rød, varm og tør. Det er et tegn på nedsat eller ingen svedproduktion. Derudover kan du have hurtig og kraftig puls, eller du kan få nedsat urinproduktion af tiltagende mørk gullig farve, som er tegn på, at du har væske- eller saltmangel, siger enhedschef Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen oplyser også, at hvis man er ramt af et hedeslag, kan man blive utilpas og træt, få hovedpine og opleve svimmelhed. I værste tilfælde kan man besvime og få kramper.

Hvis uheldet skulle være ude, og du har mistanke om, at en ven eller et familiemedlem har fået et hedeslag, skal du tilkalde en ambulance.

Derefter skal du hjælpe personen ind i skyggen i køligere omgivelser og tage de øverste lag tøj af. Hvis personen er ved bevidsthed, er det vigtigt at få noget vand. Tilføj, hvis nødvendigt, salt i vandet, så man undgår væske- og saltunderskud, for eksempel 1 - 1 ½ teskefuld groft køkkensalt i 1 liter vand, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Personen skal desuden ligge ned, og benene skal hæves. Hvis det er alvorligt, kan man forsøge sig med et koldt bruse- eller badekar.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk