Er du ung og ramt af angst eller depression, kan du komme gratis til psykolog – hvis du holder ud i tre måneder

Unge venter i gennemsnit 14 uger på gratis psykologhjælp. Det kan gøre folk mere syge, siger flere fagfolk.

Hvis du er ung og lider af angst eller depression, kan du gå gratis til psykolog. Men der er lang udsigt til at få en tid. (Foto: © Colourbox - illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Hvis du er ung og lider af angst eller depression, kan du gå gratis til psykolog. Men der er lang udsigt til at få en tid. Og det møder nu kritik.

- Vi siger til de unge, at vi har et tilbud, som i virkelighedens verden ikke er et reelt tilbud, siger Kaj Sparle Kristensen, der er praktiserende læge og professor i almen medicin ved Aarhus Universitet.

Det er regeringen, der - sammen med partierne bag dette års finanslov - har gjort den gratis psykologordning permanent og udvidet den, så den nu er et tilbud til de 18-24-årige - ikke kun de 18-21-årige.

Men når Kaj Sparle Kristensen henviser patienter til ordningen, så forbereder han dem på, at ventetiden i gennemsnit er 14 uger.

For ventetiden på psykologhjælp er ikke bare lang lige nu. Den er rekordlang. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Dansk Psykolog Forening har lavet i maj 2021.

Foreningen har spurgt de medlemmer, som kan tage imod patienter henvist fra en praktiserende læge - altså psykologer med ydernummer.

Regionerne, som er dem, der administrerer psykologordningen, registrerer også selv ventetiden. Deres opgørelse viser samme tendens: Ventetiden er steget og steget.

Ventetid kan få konsekvenser

Og det er et stort problem, lyder det fra Sonja Breinholst, lektor i klinisk børnepsykologi på Københavns Universitet og leder af Center for Angst.

- Ventetid øger risikoen for, at du får forværret din tilstand eller får flere lidelser. Når du endelig kommer i behandling, har din lidelse udviklet sig.

Første skridt mod den gratis psykologhjælp er, at man får en henvisning fra sin praktiserende læge. Derfor skriver Kaj Sparle Kristensen en del af sådan nogle. Herefter skal patienten ringe til en psykolog og bestille en tid inden for en måned - ellers udløber henvisningen.

Men Kaj Sparle Kristensen oplever af og til, at patienten på grund af ventetiden aldrig kommer igennem til en psykolog – og derfor må komme tilbage for at få en ny henvisning. Simpelthen fordi flere psykologer har lukket deres ventelister.

Det skaber dobbeltarbejde for lægerne, siger han. Men samtidig frygter han også, at ventetiden får nogle angst- og depressionsramte til at give op. I nogle tilfælde har det gjort patienter så syge, at han har måttet ty til medicin.

Men der er også en risiko for endnu mere alvorlige konsekvenser, siger Sonja Breinholst.

- Hvis ikke man får behandling for depression - og også angst - er det værste, der kan ske, at man begynder at få selvmordstanker. I sidste er risikoen jo, at nogen ender med at tage sit eget liv.

Og, siger Kaj Sparle Kristensen:

- Problemet har vokset sig så stort, at det er noget, jeg bliver nødt til at forberede mine patienter på; at det kan være svært for dem at finde en psykolog, der har en tid til dem inden for en overkommelig tidshorisont.

Ventetid slår rekord nu

Selvom der er ventetid over hele landet, er der også stor forskel regionerne imellem. De længste ventetider er i Region Nordjylland, hvor man ifølge psykologforeningens rundspørge må vente 19 uger i gennemsnit, hvis man er ung og vil benytte sig af ordningen med gratis psykologhjælp. I Region Sjælland, som ligger i den anden ende af skalaen, kan man få en tid efter 11 uger.

Og hos Dansk Psykolog Forening frygter de, at ventetiden kan stige endnu mere, efter gratisordningen er blevet udvidet, så den nu gælder endnu flere unge. Det siger foreningens formand, Eva Secher Mathiasen.

- De unge mennesker, som ikke har råd til at betale selv, har fået en adgang her. Og det er godt. Problemer et bare, at de bliver henvist til en venteliste, de ikke har tid til at stå på.

Og ventetiden er ikke bedre for patienter over 24 år med angst og depression. De kan med en lægehenvisning få tilskud til psykologbehandling, men foreningens rundspørge viser, at de så i gennemsnit skal vente 16 uger på landsplan. Det er ifølge Dansk Psykolog Forening den længste ventetid nogensinde.

Selvfølgelig vil der altid være lidt ventetid, anerkender Eva Secher Mathiasen og henviser til, at ventetiden tilbage i 2012 i gennemsnit var fem uger.

Men, siger hun:

- Fem uger tænker jeg godt, vi kan leve med.

Løsning, ja tak, men hvad er den?

Der skal findes en løsning, der kan bringe ventetiden ned. Det er både Dansk Psykolog Forening og Danske Regioner, som administerer psykologordningen og fordeler pengene, enige om.

De er bare ikke enige om, hvad løsningen skal være.

Ifølge Anders Kühnau (S), formand for Løn- og praksisudvalget i Danske Regioner, tager mange af psykologerne på ordningen ikke imod patienter nok.

- De tager for mange private patienter og for få af dem, der er henvist fra egen læge. Og så længe det er sådan, kan vi ikke nedbringe ventelisterne, siger han.

Han mener, at ydernummerpsykologer skal forpligtige sig til at lægge endnu flere timer på patienter, der er henvist fra det offentlige. Og at det skal være nemmere at tage ydernummeret fra de psykologer, der ikke lever op til sådan et krav.

Dansk Psykolog Forening mener, at psykologerne allerede løber stærkt nok. Og at problemet snarere kan løses ved, at flere psykologer får et ydernummer. Antallet af ydernumre har nemlig ikke rykket sig særlig meget de seneste år, selvom der er kommet flere penge til ordningen.

- Der står flere hundrede psykologer uden for ordningen, som gerne vil hjælpe til med opgaven. Men de kan ikke få et ydernummer, siger foreningens formand, Eva Secher Mathiasen.

Og det kan da også være en løsning med flere psykologer, medgiver Anders Kühnau.

- Men det er kun en del af løsningen.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.